længe og hans Fader og Farbroder ligesaa før ham, og saa alvorlige Spørgsmaale havde allerede forud dreiet sig om den, at han og Danmarks Raad maa have været sig Sagens Vigtighed bevidste, og naar Nordmændene lode sig nøie med et Svar, som det de fik, da lader dette sig kun forklare af det tilstedeværende norske Rigsraads ovenfor paapegede Sammensætning der har gjort et energisk Skridt paa svensk Unionsmaneer, d. e. en kort og bestemt Afbrydelse af al Kongehylding, umuligt. Men at et saadant Udvalg af Rigsraader ved denne Leilighed nedsendtes, at saa faa Nordmænd vare tilstede var atter en Følge af den Indflydelse, de indgiftede danske Adelsmænd og indtvungne danske Prælater, hvorom nedenfor lidt efter lidt havde tilrevet sig og man kunde med fuld Grund udraabe med en nyere dansk Forfatter: “men hvorledes havde man i Norge allerede tabt al Djærvhed og Kraft til at forsvare sine Rettigheder paa en Tid, da Modstand endnu kunde havt nogen Virkning“[1] – uagtet forresten Unionshistorien selv tydeligt nok besvarer dette Hvorledes – Hvorvidt Sagen kom til det danske Rigsraads Kjendelse, og hvad det dømte, vides ikke, men i Haandfæstningen har Kongen vel ikke udtrykkelig fraskrevet sig og Sine Arvetittelen til Norge, men derimod Arveretten, som dog «i er det samme. Der staaer nemlig: “Og skulle vi ikke begjære af Rigens Raad eller des Indbyggere at nogen vor Søn eller Anden i vor Tid skal udvælges til Konge efter vor Død; – – – men Danmarks og Norges Raad og Indbyggere skulle nyde deres fri Kaar, naar vi afgaae, uden vi kunne have det i deres Minde. Gjøres noget herimod, da skal det ingen Magt have.“[2] Til Overflod bemærkes, at Nordmændenes Klager over Arvetittelen bleve frugtesløse, idet Hertug Frederik fremdeles førte den, ja lod endog senere som Norges Konge, trods sin Haandfæstnings klare Forbud,[3] sin Søn Hertug Christian antage den;
