ere paa enkelte uvæsentlige Afvigelser i Skrivemaaden nær aldeles eens i Begyndelsen, men mod Slutningen bliver det ene fuldstændigere, og jeg formoder, at dette sidste er en Afskrift af, eller og et Udkast til selve Brevet til Kongen, medens det første og kortere kun er et foreløbigt Udkast af enkelt Rigsraad. Begge disse Aktstykker ere af høieste Værd, da de tillade at kaste et usædvanligt klart Blik ind i Unionskongens eller rettere hans danske Raads Politik med Hensyn til Norge, og netop bestyrker Rigtigheden af den norske Historieforsknings („den norske historiske Skoles“) Opfatning af denne Politik, paa samme Tid som den formeentlig gjendriver den fra dansk Side sædvanlige Fremstilling saavel af Norges Forhold til Danmark og Fælleskongen som af Unionshistorien i det Hele. De stemme forøvrigt i mærkelig Grad med de Klagepunkter som det norske Rigsraad udfærdigede i 1482, da Kong Hans’s Valg var paa Bane[1], og disse ere derfor her sammenlignede med hine. Idet jeg derfor her lader hine to Dokumenter heelt aftrykke, dog saa at jeg af de to Udkast fra norsk Side kun leverer et samlet Aftryk efter den vidtløftigste Concept, skal jeg ledsage den med en saavidt mulig fuldstændig Kommentar, der maaske med det samme vil afgive ikke uvæsentlige Forklaringsgrunde til, at Nordmanden ikke viser den Sympathi for den i vore Dage fornyede unionelle Stræben, som baade Svenske og Danske forlange.
Högborne furstæ kærestæ nadiigæ herræ. Tesse ere the bröst som wii hafuæ i Norges Riige &c.
A. Fförst om then tittell som ether nade scriffuer siigh för Norges Riiges rette arffuingh at ether nadæ villæ werdes at wiide at thenn thiidt Konungh Oluff dödhe aff Norge tha thömdes arffwenn i Norges Riige, oc wör tha inghen rett arffwingh tiill Norges Riige i ghenn aff kwnghæ æætt. Tha gynge thesse thry Riigens Raadt fulmecktiighe po alle Riigennes vegne effter Drottniing Margrettes Raadt bön oc begære oc gjorde hun tha eit bebyndels tesse
- ↑ Trykt af Hadorph bag Riimkrønikerne II. 305–306, og blandt „Några norske Förbund“ bag Olafs Saga 8vo S. 116–119.
