Saavel de offentlige Blade som private Breve have bragt Efterretning hid om, at der i Vinter er i Kjøbenhavn stiftet et nyt Selskab for Oldskrifters kritiske Udgivelse. Som bekjendt har Danmarks Hovedstad allerede forhen flere Samfund med samme eller lignende Formaal, hvoriblandt den saakaldte Arnamagnæanske Commission for Udgivelsen af Prof. Arne Magnussens til Universitets-Bibliotheket testamenterede norske og islandske Haandskrifter, det kongelige Nordiske Oldskrift-Selskab, stiftet 1823, det kgl. danske Selskab for Fædrelandets Historie og Sprog, det danske Samfund, det islandske Litteratur-Selskab, og maaske flere. Det maa derfor forekomme den Uindviede uforklarligt, hvad der kan gjøre atter et nyt Selskab nødvendigt, da et nyt Navn dog ikke kan gjøre enten fra eller til. Naar det fremdeles af det nysstiftede Samfunds Indbydelse fremlyser, at det er dettes Ønske, at lignende Foreninger til Oldskrifternes Udgivelse ogsaa skulle forsøges stiftede i Norge og i Sverige, saa maa vi for Norges Vedkommende gjøre de ærede Indbydere opmærksomme paa, hvad Oldskrift-Selskabets antiquariske Tidsskrift 2det og 3die Hefte forlængst har bragt til offentlig Kundskab, at de norske Sprogforskere og Historikere i Sommeren 1845 foretrak en Tilslutning til sidstnævnte Selskab for det altid tvivlsomme Forsøg paa at stifte en særskilt Forening i Norge. Den i Følge heraf oprettede norske Oldskrift-Committee (Prof. P. A. Munch, Stipendiat C. R. Unger og Underskrevne) har i den i Sept. 1845 udstedte Indbydelse nærmere forklaret Hensigten med denne Forbindelse, og der er ikke senere kommet Noget til vor Kundskab, der kunde antyde, at noget andet dansk eller udenlandsk Samfund skulde være mere passende dertil end Oldskrift-Selskabet, hvis Navn endog (hit norrœna ɔ: det norske) fortrinsviis opfordrer Nordmændene til at følge dets Virksomhed med Interesse og værne om dets Hæder og Anseelse, en Pligt, Committeen her har stræbt og fremdeles efter Evne vil stræbe at opfylde.
Førend derfor nogen Indtræden i eller Efterligning af det nystiftede “nordiske Litteratur-Samfund“ fra norsk Side kan ventes, vil det være nødvendigt, at dets Formænd, hvoriblandt vi finde flere af Kjøbenhavns dygtigste Sprogmænds Navne, bestemtere og tydeligere oplyse, baade hvad der kan have foranlediget dem til et Skridt, som efter vor Forstand saa ganske bærer Unødvendighedens Præg, og hvad de have tænkt sig med den Begrændsning, der omtales, baade med Hensyn til allerede existerende Samfund og Institutioner i Danmark, og med Hensyn til den Deel af Oldlitteraturen, som man har forbeholdt sig selv, Norge og Sverige.
