hvor han klart og udførligen har godtgjort Rigtigheden af á i disse og lignende Ord.
I Formlæren Pag. XV ere de sammentrukne Former af Adj. grár udeglemte grám, grán, grá for gráum, gráan, gráa, uagtet hine forekomme hyppigst; Pag. XIV angives den bestemte Pluralis af maðr mindre rigtigt at være mennirnir for menninir,, som vistnok findes i de bedste Haandskrifter, og hvor i rimeligviis oprindelig blot er indsat mellem menn og nir for Vellydens Skyld, ligesom i yxninir af yxn og desl.; at en i sig selv saa urimelig Form som mennir skulde have dannet sig udelukkende til Sammenstilling med den bestemte Artikel er lidet sandsynlig. Pag. XXIII anføres ikke Endelsen a for 1 Pers. Sing. Præt. Indic. samt samme Pers. Præs. og Præt. Conjunetiv, skjønt den forekommer i Læsebogen f. Ex. vaknaða ek Pag. 5, megak og hefða. Pag. XXVI skrives mindre rigtigt hlægja, at lee, for hlæja, som er den rette Form af Ordet (Got. hlaljan, h efter a falder bort i Oldn., og a forlænges til á; dette faar Omlyd paa Grund af det følgende j, og herved fremkommer hlæja); i Præt. Plur. og Partic. fremtræder først Ganelyden som g, hlógu, hleginn og heraf hlægja, faa til at lee. Navnet paa Thors Hammer skrives Mjöllnir (med ll ikke l) i Cod. Reg. saavel af den yngre som ældre Edda, i Cod. Arn. Magn. 748 4to, formodentlig ogsaa Cod. Uppsal. og Worm. Pag. 4 støder man paa en vilkaarlig Forandring af et Ords Orthographi. Der staar nemlig: engan knút fekk hann leyst ok engan álarendann hreist (d. e. hreyft): han fik ikke løst nogen Knude og ikke rørt nogen Ende af Remmen; med ey skrives dette Ord andre Steder hvor det forekommer, f. Ex. Fornm. S. VI, P. 106, sml. Oldt. hroufian, vellicare, samt det gamle Digt om Harald Haarfagre af Thorbjørn Hornklofe i Fagrskinna: hreyftisk hausfjaðri ok um hyrnu þerði: Ravnen pillede sig og tørrede sig om Nebbet. Pag. 5 staar kögrsveinum for kögursveinum s. Gislasons nysnævnte Bog, Pag. 70. Naar Udg. S. 17 ved et tvivlsomt Stedsnavn i Grettis-Saga har raadført sig med Strøms Søndmørs Beskr., da vidner dette om en rosværdig kritisk Stræben, skjønt den derved foraarsagede Rettelse er feilagtig, da ikke Háramsey, men, som den ene Codex har, Hárhamarsey er det rigtige. Formen Hamarsey forekommer ogsaa. (Munthe i Aalls Snorre I. 56.) – Disse enkelte Udsættelser kunne naturligviis ikke berøve Bogen dens Værd og Fortjeneste i det hele, og vi anbefale den derfor paa det bedste til vore Landsmænd.
C. R. Unger.
