§. 3. De sammensatte Vocaler udtrykkes ved at
sætte i og u til de øvrige Vocaler, som: ei, au. Det
synes udenfor al Tvivl, at det er et meget bløt j og
v, som føies til Vocalerne i dette Tilfælde; men,
da dette j og v er blødere, end den Lyd, som sædvanlig
udtrykkes ved disse Tegn, og meget nærmer sig til
de beslægtede Vocaler (i og u), og da desuden en
Consonant mellem 2 Vocaler henføres til den følgende og
ikke til den feregaaende Stavelse: synes det hensigtsmæssigt,
overeensstemmende med den almindelige Brug,
at udtrykke disse bløde Consonanter ved Vocalerne i og
u, altsaa øi, ei, au, ikke øj, ej, av.[1]
Anm. 1. Hvilken af de sammensatte Vocaler man skal skrive, tilkjendegiver Udtalen, undtagen med au og ou, der udtales ligt. Hvilken af disse man skal skrive, bestemmes ved den Vocal, som de gaae over til i beslægtede Ord eller Former, eller den Vocal, som findes i andre Former, under hvilke det samme Ord forekommer. — Saaledes skriver: Hauge (=Have), Laug (=Lag), Toug (fortøie), Plong (=Plov).
- ↑ At bruge j i Enden af sammensatte Vocaler kan nok gaae an, især naar man vilde fordoble det mellem 2 Vocaler (Vejjen for Vejen), eller adskille dette bløde j fra det haarde ved at sætte en Prik over hiint, men ikke over dette, f. Ex. Vej, jer. Da man maa beholde u, i disse Sammensætninger, kan man gjerne ogsaa beholde i.
