Side:Norsk Retskrivningslære.djvu/24

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest


§. 18. Overflødige eller saakaldte stumme Consonanter, der nemlig ikke udtales, men kun vise Ordenes Oprindelse og Slægtskab, ere d og h:

1. Det overflødige d skrives foran en Consonant i Midten af Ord og Former, der ere afledede af Ord, som have et lydelige d: godt — god, fandt — finder, forhadt — hader, sidst — siden. Herfra undtages dog de §. 11 omtalte Afledsord. Derimod skrives det f. Ex. ikke i: ganske, endskjønt — skjønner, sat — sætter, vant — vænner.

Anm. D høres ofte ikke i daglig Tale, hvor det burde: saaledes udtales Mand som Man, Tande som Tanne. Dette maa ingen Indftydelse have paa Ordenes Maade at skrives paa[1].

2. Det overflødige h skrives i nogle Ord, som have h i Oldsproget, i hvilket dette h betegner en vis Udtale; i vort nærværende Sprog høres det ikke, men har kun nogen Nytte, forsaavidt det tjener til at adstille lignende Ord.

Det skrives:

a. I Begyndelsen af nogle Ord foran j. Paa denne Maade kan man blive i Uvished om et Ord skal begyndes med j (§. 13), gj (§. 10) eller hj. Af Brugen kunne ingen bestemte Regler udledes, men ved Sam-

    (Kranz), Prinds (Prinz). Man kunde gjerne skrive: Glans o. s. v.

  1. Almindelig skrives derfor urigtigen i Gjære, for i Gjærde (Gjærd — af gjøre), ligesom man vel siger, men aldrig skriver : paa Fære for paa Færde (Færd).