deles overflødigt, uden det skulde være i fremmede Ord (§. 19. Anm. 1.), som: Qvantitet, Qvarantaine.
§. 15. Det lange s skrives i Begyndelsen af en Stavelse, i Enden derimod skrives det korte;[1] f. Ex. disse.
§. 16. Vi have een sammensat Consonant, neml. x.
X skrives istedetfor ks (gs) undtagen naar en beslægtet Form eller et beslægtet Ord har g eller k uden noget paafølgende s: Vox, Hex, sex; derimod: Bæks — Bæk, Slags — Slag, Rigsdaler — Rige, ogsaa.
§.17. Z bruges i nogle af det Tyske og andre Sprog optagne Ord i Begyndelsen af en Stavelse, hvor det dog omtrent udtales som s. De almindeligst forekommende Ord, hvori det bruges, ere: Zahlkammer, Zephyr, Ziffer, Ziir, zitre, Zobel, Zone, Magazin, Horizont[2].
Istedenfor ds eller ts — i Enden af en Stavelse skrives aldrig z, endog i fremmede Ord, som i det Sprog, hvoraf de ere tagne, have z. Marts, Justits, — Latin: justitia, Tysk: Justiz — Provinds — Tysk: Provinz[3].
- ↑ Hvis Brugen af langt s skal have nogen Nytte, maa det være for at betegne, hvor Stavelsen begynder; man burde derfor ikke skrive: Hest, men Hest.
- ↑ Det vilde bidrage til at gjøre Retskrivningen simplere, at skrive disse Ord med s.
- ↑ At man har sat ds istedenfor det tyske z, er Aarsag til, at d skrives uden at høres i mange Ord, hvis Oprindelse ikke gjør det nødvendigt at bruge det stumme d (§. 18. 1) f. Ex. Glands (Tysk: Glanz), Krands
