Side:Norsk Retskrivningslære.djvu/23

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

deles overflødigt, uden det skulde være i fremmede Ord (§. 19. Anm. 1.), som: Qvantitet, Qvarantaine.

§. 15. Det lange s skrives i Begyndelsen af en Stavelse, i Enden derimod skrives det korte;[1] f. Ex. disse.

§. 16. Vi have een sammensat Consonant, neml. x.

X skrives istedetfor ks (gs) undtagen naar en beslægtet Form eller et beslægtet Ord har g eller k uden noget paafølgende s: Vox, Hex, sex; derimod: Bæks — Bæk, Slags — Slag, Rigsdaler — Rige, ogsaa.

§.17. Z bruges i nogle af det Tyske og andre Sprog optagne Ord i Begyndelsen af en Stavelse, hvor det dog omtrent udtales som s. De almindeligst forekommende Ord, hvori det bruges, ere: Zahlkammer, Zephyr, Ziffer, Ziir, zitre, Zobel, Zone, Magazin, Horizont[2].

Istedenfor ds eller ts — i Enden af en Stavelse skrives aldrig z, endog i fremmede Ord, som i det Sprog, hvoraf de ere tagne, have z. Marts, Justits, — Latin: justitia, Tysk: Justiz — Provinds — Tysk: Provinz[3].

  1. Hvis Brugen af langt s skal have nogen Nytte, maa det være for at betegne, hvor Stavelsen begynder; man burde derfor ikke skrive: Hest, men Hest.
  2. Det vilde bidrage til at gjøre Retskrivningen simplere, at skrive disse Ord med s.
  3. At man har sat ds istedenfor det tyske z, er Aarsag til, at d skrives uden at høres i mange Ord, hvis Oprindelse ikke gjør det nødvendigt at bruge det stumme d (§. 18. 1) f. Ex. Glands (Tysk: Glanz), Krands