282 TRoMSø AMT. kniber den sig sammen til en ganske smal dal. Derpaa udvider den sig atter, men i et mere gjennemskaaret, afvekslende af myrer og aaser opfyldt landskab. Fra Lulle sæter til fjeldstuen Helligskogen (Bassevuobme) stiger dalen omtrent 266 m. Fra Helligskogen, 45 km. ovenfor elvens munding, bliver dalen temmelig steil og udvider sig derpaa til et bredt, tørt og græsklædt plateau, delt i flere afsnit ved en mængde mindre og større vande. Ved grændsen falder dette plateau igjen hurtigt af mod den i Finland og Sverige liggende sjø Kilpisjavrre. Ved Helligskogen deler dalen sig i to arme, hvoraf den ene, der følger hovedretningen, løber med sagte stigning langs rigs- grændsen, hvor“ denne mellem røserne no. 259 og 297 gaar i ret linje og danner en række af større og mindre vande. Den anden arm, Didnovagge, gaar med stærk stigning først mod øst og saa mod nord langs rigsgrændsen. De øvrige fra Skibotndalen udgaaende sidedale er nærmest som fjeldskar. Skibotndalen er skogbevokset fra sit udløb lige til grændsen, dog temmelig tyndt i den inderste del, der ligger omtrent paa skoggrændsen. Ogsaa sidedalene er tildels skogbevoksede. Fra rigsgrændsen til Helligskogen bestaar skogen udelukkende af birk; men nedenfor, især i midtpartiet, er ogsaa væksterlig furu, der dog er stærkt medtagen. s For opdyrkning er Skibotndalen lidet skikket, og kun omkring Skibotn findes gaarde. Dens øvre del er meget udsat for frost, og jordbunden er her mager; af bebygning findes her kun fjeldstuen Helligskogen og den ovenfor nævnte sæter Lulle. Heller ikke er fjeldbeiterne synderlig rige. Derimod er de indre dele ligesom dalsiderne skikkede som renbeiter og benyttes ogsaa hertil, skjønt ikke i stor udstrækning. Fjeldene paa nordsiden er for en del ogsaa bevoksede med renmos og benyttes derfor under markedeme i Skibotn som beite for den mængde kjøreren, som de der hand- lende finner fører med sig. — Landet mellem Skibotndalen og Kaafjorddalen er paa vestsiden, mod Lyngenfjord, et omtrent 780 m. høit plateu, med overordentlig steile“ skraaninger til alle sider; over dette mellem fjorden og Mandalen hæver Sig enkelte kuppelformede toppe, som Nordnesjjeld, Balgesvarre og VaZZemoalgge. Langs Skibotndalens nedre del rager Agjek (tr. p.) som en lang, smal og tagget ryg op til 1 263 m. Mellem Mandalen og Skarvdalen strækker sig en fjeldkjæde med steile sider og runde toppe, hvoraf den inderste, Â)’iööimvarre, gaar op til 1289 m. Mellem Skarvdalen og Kaafjorddalen ligger den mægtige 1361 m. høie [9avarrP, der med steile golde sider træder lige ud
