Side:Norges land og folk - Tromsø amt 2.djvu/109

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


102 TROMsø Am‘r. Af den samlede tilstedeværende befolkning i Bjarkø (1706) var i 1891: 1 kvæn (1 norsktalende), ingen finner. Herredets matrikulskyld er 139.43 skyldmark. Der er 160 skyldsatte brug og 32 gaardsnummer med 15O jordbrug, pr. brug 0,93 skyldmark. Gjennemsnitsværdien af skyldmarken er 1662 kr. Bjarkø præstegaard. Øvergaard med parcellen Fredheim har en skyld af 1.36 mark. Gaarden har ikke været gjenstand for reduktion. Besætningen er i 1881 opgivet till hest, 3 kjør og 3 sauer; der avles ca. 30 tdr. poteter. Der er ingen skog til gaarden og ingen husmandspladse. Bjarkø var i flere aarhundreder ættegaard for en af Norges mægtigste ætter. Paa Bjarkø laa det gamle herreSæde af samme navn, omtalt som saadant allerede paa Harald Haarfagers tid. Under Olaf den Hellige boede her den mægtige Tore Hund, derefter hans svigersøn Jon Arnessøn og dennes søn, Vidk-an Jonssøn; paa kong Sverres tid eiedes gaarden af VidkunS sønnesøn, Vidkun Er- lingssøn, som blev overfalden og dræbt af birkebeinerne. Godset var endnu i ætten gjennem mange slegt1ed, indtil det af Bjarne Erlingssøn ved giftermaal forenedes med Giskegodset 1302. Under den følgende eier, brodersønnen, den som rigsforstander i kong Magnus Erikssøns mindreaarighed kjendte Erling Vidku)2ssøn, blev Bjarkø p1yndret og brændt af russerne. Senere findes gaarden delt i Øvergaarden og Nergaarden, der i skiftet efter rigsdro- sten Sigurd Jonssøns søn kom under forskjellige eiere; sidsti 17de aarhundrede hørte Nergaarden til Rosenkrandsernes gods. Af den fordums herlighed er nu intet tilbage; navnene Øvergaarden og Nergaarden bæres endnu af øens to største gaarde, men af oldtidsminder findes kun nogle gravhøie paa sletten mellem disse gaarde. Om Bjarkø synger Peder Dass: -Paa Bjerkø Skal ligge den Plads eller Grund, I fordum tilholdte der Tore den Hund, Skal Krøniken troendes være: Der skriveS, den Hund var Sanct Olaf ej god, Da blodige Fægtning paa Stiklestad stod, Det gjaldt den uskyldige Herre; Sanct Olaf lod raabe til Svendene saa: Slaa Hunden, som Jernet ej bider oppaa! Thi han ej for Pilene b1egned. Da trængte den Hund sig til Konningen ind, Hvorefter den Herre med Haand under Kin(l l)ødstukken til Jorden nedsegned. Man slutter, at den maledidede (iast Sig havde med Fanden b(—svoret saa fast, At .Iernet ham ikke kund’ skade s