246 ’I’ROMSØ AMT. saa paa kjøre— eller kløvrenen, at den som regel ikke benyttes mere end til én saadan færd det aar. Den første færd foregaar i november til det store marked i Skibotn, og til de følgende i januar og marts benyttes da stadig andre ældre eller nytæmmede rener. I april og mai, naar fæld- ningen af hornene og haarskiftningen foregaar, er renen syg og bruges ikke til arbeide; det er derfor heldigt, at den faar en maaneds tid til at hente nye kræfter, før den tager fat paa sin sommervandring over fjeldet ned til sjøen — en vandring, som ofte kan være strid nok i den bløde sne og over de rivende fjeldbække. I godt føre kan man kjøre 5 a 6 mil om dagen med en ren. Det opgives og, at man i godt føre kan kjøre 10 mil (o: finmarksmil) med én ren paa én dag. Enkelte kjører, til renen falder ned i afmagt. Kjøreren urinerer, gojada, i sneen midt for renens næse i saadant tilfælde; naar renen faar spise af denne urinblandede Sne, kvikner den atter, og kjørselen kan fortsættes. Finnen med sin ren er i hine nordligste golde trakter en betingelse for transithandel, saaledes som den drives paa Skibotn marked. De vigtigste transportveie med rensdyr i Tromsø amter: fra Muonioniska til Lyngen 29 mil; fra Karesuando til Lyngen 19 mile; fra Jukkasjärvi til Lyngen 3O mil og fra Vittangi til Lyngen 28 mile. En ren kan svømme høist 5—6 km. under sædvanlige for- hold. En voksen renokse i godt hold om høsten skal kunne svø1nme 10—-l1 km. Naar finnerne er beskjæftigede med at samle renen, f. eks. for at forberede overgangen over en større elv, er der liv og be- vægelse. Der høres kommandoraab og hundegjøen, tusinder af ren farer om hinanden i alle retninger, og finnernes fantastiske dragter frembringer en ma1erisk scene. Med sikkerhed kaster fin- nerne sin slynge paa afsta11de af indtil 30 a 4O favne efter de ren, som de vil benytte anledningen til at mærke i øret. Orden og disci- plin hersker under hele den sikkert temmelig vanskelige manøvre ved elven. Enhver fin og enhver hund har sin bestemte tildelte fm1ktion, der udføres paa vink af troppens chef. Hundene er mærkelig (lJ—esseret; paa et vink eller en enkelt lyd af sin herre sætter de afsted som en pil indtil yderst paa fløien af renskaren, og først der begynder de at gjø, men da ogsaa med stor ihær- dighed, hvorpaa de efter udført tjeneste vender stille tilbage og oppebier videre ordre ved sin herres fødder. Finnerne har mange navne paa ren; saaledes disse: Renkalv, miesse.
