FINNER OG HEN. 237 Lund beretter, at kalven, saasnart den efter sin frembri11— gelse af moderen er røgtet, djer hende og derpaa er saa rask, at den i fuldt trav kan følge hende ved siden, men kommer den bagen om, bliver den forvildet, ventelig fordi dens syn endnu er svagt Men den er neppe 8 dage gammel, før den løber i kap med de voksne dyr. Kalven følger ellers moderen, som kjender den fra audre, indtil hun ved at parre sig om høsten forlader den. Kalven har ved fødse1en rødagtige haar paa siderne og sæd- vanlig paa ryggen en sort rand. Disse haar falder i en af om høsten, da de nye udvoksende blir mørkegraa; men naar renen er ganske voksen, som den er i sit fjerde aar, blir dens haar som alle voksne dyrs, af farve graa, undtagen under bugen og halsen, hvor de er hvide. Hvide er de og paa munden eller den forreste del af hove- det, paa halen, samt om fødderne nede ved hoverne. Om høsten, naar renerne samles til vinteren, mærkes kalvene i ørene. Disse mærker er af en bestemt form for hver eier eller familie. Efter lov af 25de juli 1897 skal tamme ren, fra de er 9 maaneder gamle, være øremærkede med et mærke, der er indre- gisbreret paa den maade, som loven bestemmer. Tamme ren, over 9 maaneder gamle, der enten er umærkede eller bærer et mærke, hvis eier ikke vides, betragtes som besid- de1sesløse og behandles overensstemmende med forskrifterne om hittegods, forsaavidt samme er anvendelige, samt med iagttagelse af de reg1er for opbringelsen og afhændelsen, som fastsattes. I foraarstiden fælder alle voksne dyr sine haar, og jo nær- mere det lakker ud paa sommeren, jo mere og mere graablakke blir de, indtil haarene alle er affaldne og andre udvoksne, som da bliver hvidgraa og g1atte. Undertiden er farven hvid baade sommer og vinter, og denne farve vil finnerne gjerne have paa nogle af sine ren, da en flok ved blanding af graa og hvide ren lettere kan opda- ges paa lang afstand mod de graa fjelde. De fleste rensdyr faar horn, og de begynder at vokse ud allerede 4 til 5 uger efter fødselen, dog er der nogle, som aldrig faar horn, men det er ikke mange. Sædvanlig er hannens horn hos fje1drenen 3Z4 meter lange; de er rettede bagud og opad, paa midten bøiede fremad; de er halvrunde og har en kort tak bagover. Spidserne er sammen- trykt fra siderne og fingerdelt i flere takker. Over panden stikker ret frem, næsten fra h0l’11etS rod, en gren, undertiden to, ofte lige saa lange som næsen, svagt grenede, og meget ulige formede.
