Side:Norges land og folk - Tromsø amt 1.djvu/243

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

282 TROMSØ A1uT. og blive finnepræster. Som lærer ved denne skole skulde den før nævnte Isak Olsen antages. Thomas von lVesten, født i Trondhjem den 13de september 1682, blev i 1709 præst i Veø i Romsdalen. Ved reskript af 12te april 17 l5 overlodes det til det danske missionsko1legium at træffe foranstaltninger til finnemissionens fremme, og v. Westen blev missionskol1egiets vikarius i Nordland og Finmarken. Thomas v. Westen tog sig med største iver af sit arbeide med at omvende finner, og han foretog i det hele tre store mis- sionsreiser til Nordland og Finmarken. Ven Westens iver for at omvende finner va-r glødende; det er sagt om ham, ikke med urette, at han gjerne reiste l00 mil for at faa en hedensk fin under paavirkning, og hver enkelt fins religiøse tilstand og over- troiske meninger var gjenstand for hans omhyggelige undersøgelse. Han var vidtløftig i alt, hvad han foretog sig, stivsindig og havde liden administrativ sands. Han døde i 1727, endm1 ikke 45 aar gammel. Man har kaldt ham finnernes apostel. 1728 udkom præsten Morten Lands oversættelse af Luthers lille katekismus. 1752 fik det i Trondhjem 1717 oprettede semi- narium lapponicum sprogmanden præsten Knud Leem som d0(’G11Í; til at undervise duelige disciple i det finske sprog, saa de med tiden kunde bruges til lærere for finnerne i Finmarken og Nord- landene Samtidig skulde han fuldende sit finske leksikon. I de følgende aar fik finnerne endel duelige missionærer, nogle under- visnings— og andagtsbøger paa Sit modersmaal, nemlig en bønnebog, en forklaring af katekismen og en af Christian IVeldingh besørget liden salmebog. Knud Leem afgik ved døden i februar 1774. Det i Trondhjem oprettede 1appiske seminarium ophævedes ved et reskript af 3die november 1774, idet ungdommen tilhold- tes at lære sin kristendom paa norsk. Disse bestræbelser for at fornorske finner fortsattes i 5O aar. Befolkningen, der var paa god vei til for a-lvor at omvendes, vendte tilbage til sine gamle guder, der endnu var i friskt minde, og hvis billeder a-f træ og sten endnu stod trindt omkring i fjeld og fjære, siger professor Friis-. Finnerne var igjen i 1824 for en stor del blevne hednin- ger, men ingenlunde fornorskede. Hertil bemærker O—i.»igstad og Sandb(“rg: Dette kan ei være at forstaa bogstavelig. Tiden for hedenskabets flor blandt fin- nerne ligger ikke saa nær vor tid, som man i regelen tror. Var dette saa, da kunde ikke enhver erindring om den gamle tro endog hos de ældste nu1evende finner være saa sporløst forsvunden. Der er historisk bevis1igt, at den græsk-katholske missiou allerede ved midten af det 15de aarh. havde gjort fremgang blandt finnerne paa Kolaha1vøen. Vestpaa havde kristne nordmænd alt