74 SØNDRE BEBGENHUs AMT. Efter Olaf Trygvessøns fald ved Svolder delte seirherrerne Svend Tveskjæg, Olaf Svenske og Erik jarl riget. Paa Erik jarls part faldt det meste af det norden— og vestenfjeldske, deriblandt Hørdafylke, hvor dog fremdeles Erling Skjalgsøn havde megen indflydelSe, uagtet han tabte det meste af sine forleninger. Da Erik jarl drog til England for at hjælpe kong Knut, og hans søn Haakon og hans broder Sven i hans fravær overtog regjeringen, sluttede de forlig med Erling Skjalgsøn og gav ham den samme forlening, som han havde havt under Olav Trygvessøn. Han blev altsaa atter lensherre over hele Hørdafylke, Rogaland og Vest- Agder. Han tabte dog igjen denne for]ening, da Olaf Haraldssøn (den hellige) var bleven konge; men da Erling fremdeles havde en overveiende indflydelse i Hørdafylke ligesom i Rygjafylke, satte kon- gen, for at have en modvægt mod den mægtige herse, Erlings søskend- barn Aaslak Fitjaskalle, bosat paa Fitje paa Stordøen, til sysselmand paa Søndhordland og gav ham store veitsler. Men Erling taalte ingen medbeiler, og Aaslak maatte tilsidst forlade sit len og begive sig til kongen for at klage over Erlings anmasselser. Senerehen kom der dog en slags forsoning istand, og Aaslak vendte tilbage til sine gaarde. I 1023 bereiste kong Olaf Hørdaland og Vors og drog fra veitsle til veitsle for at paase, at kristendommen overalt var ind- ført. Paa Vors, hvor folket endnu for en stor del var hed- ninger, mødte bønderne frem og fy1kede til slag; men enden blev dog, at de faldt tilføie.og lod sig kristne. Fra Vors drog kongen over Evanger til Osterfjorden, hvor han havde sine skibe, og seilede derfra til Sogn. I Olaf den helliges saga fortælles der, at kongen, medens han var paa Vors, — maaske paa reisen mellem Vors og Osterfjorden — skal have sagt: „Disse mine ord skal gaa fra mand til mand, at jeg fraraader enhver Norges konge at fare mellem disse høie“, og, heder det, „de fleste konger skal ogsaa siden have vogtet sig derfor.“ Aaret efter drog kongen atter syd over og holdt da thing paa Moster (Mostrathing), hvor han satte kristenretten og ordnede mangt og meget Gulathingslagen vedkommende. Fire aar efter var det, at kong Knut vandt Norge ved bestikkelse. Under det tog, som kong Olaf bagefter foretog fra Viken og langs med kysten for at gjenvinde sit rige, var det, at Erling Skja]gsøn blev dræbt af Aaslak Fitjaskalle, der mente, at han havde fornærmelser og uret at hævne. At dette drab var Skjæbne- svangert for Olaf, fik han straks efter at merke; thi da Erlings død rygtedes, heder det, samledes der folk fra Agder, Rogaland og Hørdaland, der under Erlings sønners anførsel satte efter Olaf. I Hørdafylke kunde Olaf, der kun havde faa skibe, intet sted komme iland, da bevæbnede bønder overalt mødte frem og hindrede landgangen. Der var efter denne begivenhed intet andet for Olaf at gjøre end at rømme landet. I slaget ved Stiklestad (1030) dannede firder, sygner, hørder
