Side:Norges land og folk - Nordre Bergenhus amt 2.djvu/532

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


SEI..1E HEBRE1). 527 den ytre del af Stadlandet, der om vinteren ofte ikke kan komme til Se1je kirke. St. Albani benediktinerkloster og St. Sunniva kirke og hule paa Selje. Ruinerne af Se1je kloster ligger nord.ligt paa øen Selje i lidt over 10O meters afstand fra havet og 20 meter over samme. Klosteret ligger paa en flade, der vel svarer til niveauet af en gammel havstand eller en gammel Strandlinje ca. 20 meter over havet. Fra klosteret er en udsigt til det aabne ha-v ifra nordvest til vest; mod nordvest afbrydes synet mod det aabne hav af Furenes paa Stadlandet, mod vest af Krokenes paa Vaagsø. Der staar igjen af klosteret blandt andet et taa-rn af ca. 14 meters høide. Dette er den mest iøinefaldende lev- ning af k1osteret, og disse ruiner kan sees langt af ude paa sjøen. Videre sees en række af mure, der repræsenterer de gamle kloster- bygningen Bygrfingen er væsentlig opført af stedets bergarter, glimmer- gneis, glimmerskifer med feldspathøine, og desuden er der en del tilhugne stene af uren klæbersten. Disse her omtalte ikke ubetydelige ruiner er levninger efter St. Albani benediktiner- kloster, ikke St. Sunniva k1oster, som det ofte feilagtigen sees benævnt. 58 meter over klosteret eller 73 meter over havet ligger en hule. Hulen er overhvælvet af fjeld i den indre del og bliver trang, medens den ytre del kun er halvt overl1vælvet, saa at den er aaben mod sydvest og nordøst Efter gjenstaaende mure har denne hule været yderligere omdannet eller lukket med en mur, dannende et rum tjenligt til kirke; 8 meter lavere end hulens bund, eller 45 meter over klosteret har der ligget en anden liden bygning eller kirke. Fra hulen er der udmærket udsigt over havet, saaledes at intet skib k11nde passere nordenfra og gje1mem den indre led uden at sees fra hulen. Hu1ens retning indenfra udad er mod nOrdvest. Den her omtalte hule er St. Sunnivas hule. Denne hule er mærkelig derved, at der til samme knytter sig det sagn eller den legende, ved hvilken det vestenfjeldske Norge fik Sin helgen St. Sunniva Legenden om St. S“zmmîva berettes saaledes: I keiser Otto den førstes dage var der i Ir1an(l en fager kongedatter ved navn Smmiva, der tidligt udmærkede sig ved sin forstandighed og kri- stelige fromhed. Efter hendes faders død styrede hun riget, og foregik sine undersaatter med det herligste eksempel paa dydig vande1. Rygtet om hendes skjønhed og elskværdighed kom ogsaa for en hedensk hærkonge, som beilede til hende; og da hun saa