(Over Sognefjorden.) «Baadfolkene, som almindeligvis er meget rimelige paa sjøen, ophører ulykkeligvis at være det, naar de gaar iland. Vante til at holde sig rolige under fiskeriet, saalænge garnet er i sjøen, bander de først, naar de ved at hale det ind opdager, at der ikke er meget fisk i det; saaledes bærer de sig ogsaa ad med den reisende. De behandler ham godt, indtil betalingen skal ud; men naar de har faaet den, bander og støier de for at faa mer, hvormeget han end har givet dem. — — Jeg havde paa mine reiser altid en pistol med mig, som aldrig var ladet, fordi den manglede aftrækker og fjær. Ved store anledninger anstiller jeg mig da meget vred, trækker det frygtelige instrument frem af min vadsæk og stikker det i lommen, saa alle ser det; derefter anbringer jeg mig i en krog og tiltaler mine angribere, som ellers vilde komme mig for nær og meget vel kunde gjøre ende paa mig. Ved min ilandstigning, omgiven af mine tre fiskere og husets folk, som skreg med dem uden at vide hvorfor, arrangerede jeg mig som ovenfor beskrevet og raabte med skrækindjagende stemme: «Hvem af eder vover nu at komme mig nær?» Min heroiske holdning lod mine folk skjønne, at jeg ikke var nogen almindelig fisk, og de trak sig snart tilbage med undskyldninger og komplimenter. Jeg havde betalt dem ⅓ mere, end jeg skulde, og havde jeg givet mer, vilde intet kunnet tilfredsstille dem.»
«Oldingerne i denne landsdel bærer temmelig almindelig skjeg, men i Lindaas bærer alle mænd det. — — Det var ikke uden møie, at jeg kunde overtale folkene til at give mig en hest en mils vei; det var altfor sent, sagde de, eftersom klokken slog 12. Der maatte nemlig regnes mindst 3 timer paa milen, lige saa megen tid til tilbagereisen, en times hvil og en time til at finde hesten, ialt 8 timer, og disse folk er bange for troldskab. Naar solen er gaaet ned, tyr de ind i hus, og vil ikke for nogen pris gaa ud.
Den skjeggeper, som skulde være min fører, paastod, at min vadsæk var altfor tung for hans hest, og følgelig tog han den paa sine skuldre. Det gjorde mig ondt at se det, men for en bagatel havde han gjerne taget mig ogsaa og sat mig skrævs over vadsækken for at spare hesten. — — Denne Pokkers fyr fulgte mig, saaledes «ekviperet», og kom frem lige saa fort som jeg.»
I begyndelsen af december forlod Latocnaye Bergen for at reise overland til Kristiania og fik saaledes endnu en gang føle, hvad det vilde sige at reise i Nordre Bergenhus amt i den ublide aarstid. Da han kom til Gudvangen, var det inderste af fjorden tilfrosset, dog ikke saa fast, at isen var gaaende; han maatte derfor bruge fjeldveien paa vestsiden af fjorden. Tre mand med
