brodder og taug førte ham paa 4 timer til Tufte, hvor han satte over fjorden og ad en lignende sti avancerede nok en fjerdingvei i 4 timer og naaede aabent vand. Paa et enkelt punkt, i 800 fods høide over havet, skede nedstigningen ved hjælp af en lang stige. — Man havde i Bergen forberedt ham paa, at han mellem Maristuen og Nystuen maatte lade sig slæbe over Filefjeld, og at dertil udfordredes 7 eller 8 mand; betalingen var ½ rdr. pr. mand samt drikkepenge. Bonden paa Berge (til hvem han leverede et brev fra veimesteren) tilbød sig at befordre ham over i sin slæde lige til Nystuen for en moderat betaling. Latocnaye benyttede sig af dette tilbud og slap frem i godt veir og uden ulemper. Paa østsiden af pashøiden fandt han en natur og et folkefærd, der var mere efter hans sind, og han afslutter sin reise i det bergenske med betragtninger over muligheden af at finde en bedre færselslinje over til Østlandet. Han havde nemlig hørt tale om en sydligere rute over Hardanger og Numedal og siger i den anledning: «Hvis jeg havde nogle hundrede tusind rigsdaler i rente og var en mægtig mand, vilde man takke mig meget for at beskjæftige mig med dette problem; men saasom jeg er fremmed og landflygtig, vilde man le mig ud og gjøre sig lystig over mig.»
De skiløbere, han havde mødt underveis, vakte hans opmærksomhed. «Der vil (siger han) uden tvil komme en tid, da de andre europæiske folk vil forstaa at benytte dette redskab, der er saa nyttigt og billigt.»
Veien over Filefjeld var, saaledes som geologen Naumann beretter, færdigbygget af generalveimester Hammer i 1793. I 1791 og 1792 blev den oparbeidet af soldater. Man synes efter de Latocnayes beretning ikke at have vidst dette i Bergen i 1799.
Om Lærdalsveien i 1819 skriver Bøyesen:
«Veiene i dette præstegjeld hørte for nogle og fyrgetyve aar siden til de vildeste og mest ubanede i hele Norge, endskjønt da, som nu, postveien til Bergen gik her igjennem. Præstegjeldets indvaanere var da frie for soldatertjenesten, imod at de skulde holde veie og broer i forsvarlig stand. Men da disse var og forblev lige halsbrækkende, blev veireparationen for offentlig regning besørget. Hvor den gamle vei beholdtes, blev den nu sat i saadan stand, at den kunde kjøres med vogne. Men for det meste blev veien ganske af ny anlagt og med stor møie og bekostning sprængt igjennem klipperne under direktion af oberstløitnant og generalveimester Hammer.
Nu er veiene ret fuldkommen banede til at kunne befares med alleslags voiturer, men alligevel formedelst situationen yderst besværlige, saa at vel hermed ingen anden post- eller kongevei i Norge kan sammenlignes. Dette blev grunden til, at bønderne
