BEI—’0LKNING. 6ö9 Selvfølgelig kunde det ofte gaa vildt til i slige lange bryl- luper, hvor gutterne rivaliserede om, hvem der kunde danse bedst, gjøre de vældigste hallingkast, og om hvem der var ster- kest i rygetag —— alt til jenternes ære. Det gik ofte saa, at man appellerede til den raa magt; der kunde opstaa veritable slagsmaal, saa det spøgte for lemmer og 1iv. Reaktion indtraadte lidt efter lidt. Først forstummede felen i nærheden af kirken, og i senere tider er den paa flere steder vistnok ogsaa ba-nlyst fra selve bylluperne. Men derved har det nationale felespil faaet et knæk. Thi i det her antydningvis skildrede folkeliv har den nationale folkemusik, der knytter sig til hardangerfe1en, sin rette baggrund, og den, der ikke har hørt hallinger og springdanse som stimu- lerende akkompagnement til gutters og jenters spænstige rund- da-nse, har neppe tilfulde erkjendt deres art og væsen. De ældre musikalske samlinger har lidet fra dette amt. Der er nogle melodier fra Sogn i Lindemans store samling. Adskillige melodier fra Søndfjord og Nordfjord med original tekst er foredraget paa koncerter, som hr. Catarinus Ell-ing har ladet afholde i Kristiania. Teksten til disse melodier er tildels tarvelig og mange paa bogsprog; melodierne er efter de offentlig afholdte koncerter at dømme tildels vakre. -S‘almer, mere eller mindre selvstændige, lever paa folkets læber — blandt de gamle. Den skjønneste, selvstændigste og dybeste er vistnok denne, der er eller har været udbredt paa Vestlandet: -:En Rigsdag i Høiden er bleven besluttet af Koningen udi det himmelske Land, at han vilde komme med mange Gang’ Tnsind og kalde til Doms baade Kvinde og Mands- Slaatterne, hallinger og springdanse synes at glemmes mere og mere. Men der har været mange af dem, ialfald i de indre søndfjordsbygder, og der var enkelte, som har flere «vek» og er saare værdifulde Men de fleste af hardangerfelens mestre, der havde traditionerne, er døde, og de yngre slegter har glemt de gamle toner. Det tør dog hænde, der endnu lever ældre folk, som sidder inde med perler af hallinger og springdanse, der ved fortsatte undersøgelser maaske kan reddes fra glemsel. KlædedI’agi). I de fleste herreder er nu de gamle national- dragter forsvundne eller saagodtsom forsvundne. I sin beskrivelse af Søndfjord fra slutningen af det 18de aarhundrede siger soren- skriver H(ms .—1rentZ, at folkets daglige klædedragt i Søndfjord bestod af vadmel og forarbeidedes af dem selv, men den var overalt meget tarvelig, ja endog ussel. Helligdagsklæderne var
