rið8 NORl)Rl-Z I—II—2RGliNll(’S AMT. Paa ]V’()Sh(’llll.9t“I’(Ml(Zc’ll, ikke langt fra veien ved Myklebustvatn i Breim, er der en berghammer og derunder en hule, som kaldes Staven Her holdt til en utbor, som var frygtet: han fløitede og skreg, naar nogen roede paa vandet om aftenen, og hvis nogen søgte efter l(reaturerne, 1—antede han for at vildlede, og naar han saa lik lokket folk hid og did, lo han tilsidst hjertelig. Især om l1ØSt1G11, naar det var mørkt, vilde man nødig reise den veien. Da der engang var dans paa Myklebust, øverste gaarden i i dalen, var gutter og jenter fra Fosheim og Sandal indbudne, men husbondsfolkene vilde ikke, de skulde reise, men om natten stjal de sig afsted. Da de kom til baadene, var aarerne taget bort og gjemte; de karede sig da frem med kornstører. Da de kom op efter stranden, raabte pludselig en stemme: «Tylo, tylo!ï «Det er utboren,» sagde en af gutterne, «der ser jeg ham,& og med det samme kastede han en øks op mod utboren, men uden at træffe. Denne tog fat i øksen og huggede med den mod en berghammer; gnisterne sprutede og lyste, saa ma-n tydelig kunde Se troldet. Utboren sagde, mens han hug: «Æg kveikje, æg kveil(je, æg kvete, æg kvete», og atter: «xEg l(veikje aa lrvete, æg kveikje aa kvete.» Kveikje betyder at tænde, kvetja eller kveta at hvæsse. Næste dag laa øksen uskadt ved siden af en stor sten, som bar dybe mærker efter hugningen. En kveld kom en mand ridende langs Fosheimstranden. Da han kom til Stoven, slog han til hesten for at ride fortere-. Da raabte der noget efter ham, at han skulde vente, for det vilde være i selskab. Men manden red til. Da følte han noget sætte sig bag paa hesten„ og denne seg ned med bagen. Manden tog to11ekniven og stødte haardt til bagud. «Uf,» skreg det, =e:meu kjør og drag.» Manden, som vidste, at kniven ikke maatte dra- ges ud, svarede; « Lad staa, som staar.» Han slog paa hesten. som nu straks sprang, og da var han fri byrden. Næste dag fandt manden kniven der, hvor hesten faldt. Paa kniven var tyk blodlever, som manden strøg af med en kjep; men en rød flek paa kniven gik aldrig af, hvormeget han skurte. Fra den dag har man ikke mærket utboren i Fosheimstranden; men
St-oven» kaldes endnu hammeren, hvor utboren boede.
Draugen er i Sogn bekjendt som et gjenfærd, især efter folk, som er omkomne paa vandet Nykk. Nøkken er almindelig kjendt. Den er i gamle dage seet paa Njøsafjellet ved et vand, Svartavatn; den kan gjøre sig om til alleslags dyr: sau, rev og hest. Somme siger, at nøk- ken har hoved i begge ender, baade fremme og bag. Om nøk- ken forekommer i Salt vand, er vel tvilsomt; den holder ialfald mest til i sjøer og elve. Foruden nøkke11 har de et overjordisk væsen i elven, hvilket
