638 NORDRE BERGENHCS AMT. ophidset eller oprørt indbil(lningskrafl i forbindelse med en bety- delig nerve.s“i:ækkelse, hvilke to dele igjen vekselsidigen betinger hin- anden ». Den brochure, Schreuder udgav, blev fra nationalistisk standpunkt kritiseret af Henrik Wergeland der ogsaa forfattede en folkevise om synejenten og hendes tilhængere inden lægprædi- kanternes kreds. De religiøse bevægelser har ofte antaget lidet tiltalende for- mer med fordømmelse af anderledes tænkende, selvgodhed og har tildels vel ogsaa været ledsaget af hykleri. Denne religiøse bevægelse, vækkelse eller læseriet har vist- nok sin egentlige aarsag deri, at folk føler sig uvel, og det er sagt, at læseriet i sin dybeste grund er en robust og utilfredsstillet aandelig appetit. De fanatiske eller begeistrede lægprædikanter formaaede med sin sterke og mørke tale om død og dom at vække rædsel og syndekvide, og naar de bange syndere efter sin vække1se om- vendte sig og troede sig frelste, ansaa de dette for noget over- vældende stort, som en særlig Guds naade, og de betragtede sig selv som særlig udkaarne og benaadede. Præsterne saa i begyndelsen skjævt til bevægelsen og søgte at modvirke og moderere den, men opnaaede foreløbig kun, at læserne blev et afgrændset religiøst parti, skjønt præsternes og læsernes troessætninger og dogmatik ikke var synderlig forskjel- 1ige. Men der samledes dog paa en vis et lavkirkeligt parti eller lægmandsparti i modsætning til et høikirkeligt. Bevægelsen blev demokratisk, fordi den afskaffede den em- bedsmæssige autoritet og virkede paa sit snevre felt opdragende, idet folk begyndte at tænke lidt selv. Da læseriet havde foreløbig frigjort sig for præsterne, følte de ogsaa interesse for at deltage i kampen mod andre autori- teter, og der samledes af dette oprindelig religiøse parti et politisk parti med politisk demokratisk tilsnit. Lægmandsbevæge1sen vandt efterhaanden en fast position. Der kom præster, som var opdraget i en strengere pietistisk skole, og de sluttede tildels Vaabenstilstand og forbund med læserne og deltog i deres opbyggelses— og missionsmøder, men med denne forsoning tabte bevægelsen endel af sin karakter, og den sluttede sig igjen nærmere til statskirken. Samtidig har bevægelsen sat sig bestemte, tildels fjerne for- maal, som at virke for missionen i Kina og Afrika, og man ser nu aarlig i amtet hundredevis af missionsvenner paa dampskibe stevne sammen til missionsmøder med salmesang og guitarspil og oftest ledsaget af stedernes præster. Dels i kirker og dels i det fri holdes der da lange taler baade af præster og lægmænd, og skjønt penge-ne hos befolkningen paa disse kanter ikke er rigelig
