512 N()RDRE BERGENHUS AM’I’. SildenS rogn flyder ikke, som før berørt, saaledes som torskens. Silderognens overflade er bedækket med et klæbrigt slim, og derfor klæber den hurtig til alle gjenstande, som den kommer nær. I vand stivner slimet hurtig til en meget fast masse og fæster æggene sterkt til de gjenstande, de er i berørelse med, samt indbyrdes, saa at de danner store faste kager. Idet ægget fæster sig paa de gjenstande, som det kommer i be- rørelse med, vender det den aabning, hvorigjennem ægget be- frugtes, opad. Sildehunnerne maa derfor først gyde sine æg, og disse maa have fæstet sig, før hannerne kan gyde sin melke og befrugte dem. I begyndelsen af et sildeindsig fanges derfor ofte mest rognfisk; mod indsigets ende kommer melkefisken i større mængde, og sjøen farveS hvid af melke. De store engelske og hollandske fiskerier fra Shetland af langs kysterne af Skotland og England fanger sild, som er paa veien til eller fra sine gydepladse, idet den stiger op mod havets overflade. Fiskerierne ved den bohuslenske kyst og det norske vaarsildfiske foregaar, medens silden kommer ind paa grundene selv, men i regelen ikke længere ude paa havet. Sommer— og høstsildfisket foregaar hos os inde i fjordene paa sild, som gaar paa aate eller som søger føde. Paa vestkysten har man adskilt mellem det søndre og det nordre fiske, forsaavidt vaarsilden angaar. Det søndre fiske falder eller faldt i Søndre Bergenhus og Stavanger amter, medens det nordre fiske foregaar eller foregik fra Sognesjøen op til Stadlandet. Kjendte steder for vaarsild var det udenfor Sulenøerne lig- gende Uf“I)(B“Y’, videre den nordligere liggende ø Bueland og derhos
Nordenfor Kinn ligger Skorpø og Batalden; videre Frøi-
sjøen og det store Bremangerland og endelig Vaagsø, alle gamle steder for fangst af vaarsild. Fisket pleiede at trække sig sydefter til Bremanger, Kinn og henimod Bueland, og nord for Stad i søndre Søndmør har fisket havt en lignende bevægelse fra nord mod syd. Sildestimene holder sig paa veien ind mod land nær over- fladen i stille veir, og naar havet er oprørt, i større dybde; man kan mærke de store stim derved, at havet ikke er saa uroligt der, hvor Sildestimene staar, og derhos faar havet en grøn farve, og en mængde luftbobler stiger op som følge af si1dens aandedrag. De umaadelige sildestim, som farver hele havet grønt, benævner man sildebjerge. — Erfarne sildefiskere bedømmer, hvor tæt silden gaar, ved at kaste ud et lod hængende i en snor, og da talrige sild støder ind imod snoren, kan de af disse smaa rystelser bedømme, om stimen gaar tæt.
