472 NORI)RE BERGENHUS AMT. skogen her forhugges, saa synker skoggrændsen, og det er her omtrent som ude ved kysten, at der bliverpvanskelig tilgang paa trævirke; paa de høitliggende sætre klager de mange steder over, at det er vanskeligt at faa ved; den øverste skog har ikke kunnet vokse igjen saa hurtig, som der er hugget. Vind, sneskred og fæet kommer til; skoggrændsen synker, og landet bliver nøgent. I Overensstemmelse hermed finder vi da, at skogen har gaaet tilbage i mange af amtets fjorddistrikter. Furuen er for- svundet paa store strækninger, hvor der før voksede god skog, og løvskogen behandles paa grund af de høie vedpriser ofte hensynsløst Det ved havet liggende temmelig nøgne belte synes stadig at udvide sig i østlig retning; adskillige fjordbredder og dalsider er i tidernes løb blevne renskrabede for skog og for jord, og en synken af trægrændsen som følge af, at den øverste skog1—and er forhugget eller raseret, lader sig mange steder paavise. I Lærdalsdalen ser ma-n de sidste furutræer ved det bekjendte veistykke Vindhellen nær Borgund kirke; her er nu grændsen for furuskogen i denne dal; men der opgraves stadig fururødder, rester af undergaaede skoge, endog i Smeddalen, der ligger paa Filefjeld, 3 mile længere oppe mellem Maristuen og Nystuen, om- trent 941 m. over havet. Lærdalsdalens furuskog har i ældre tider strakt sig meget langt op mellem fjeldene En nedhuggen birkeli vil, ialfald i disse egne af landet, i en høide af 8 til 9O0 meter neppe vokse til igjen og danne ny skog. Det barske klima i disse høider kuer Væksten af de unge skud, naar disse ikke faar beskyttelse mod fjeldvinden hos 1nodertræerne. Havnefæ, saavel storfæ som sauer og eter, kaster sig be- gjærlig over snauhugget løvskog i beitesmarken og fortærer hurtig kvist og knop, eftersom den spirer frem. Naar dette er skeet i nogle aar, dør stubberne og rødderne ud, og skogens gjenvækst stoppes. Paa nogle steder som i Naustdal er iagttaget en slags genera- tionsveksel mellem birk og ener. Naar denne sidste har spredt sig, hind1—er den dyr fra at komme til og spise de unge birke, som de gjorde før i egnen. Skogen opgives i 1885—189O at være gaaet mærkbart eller noget tilbage i herrederne Hafslo, Sogndal, Leikanger, Bale- st1—and, Kirkebø, Gulen, Hyllestad, Indre Holmedal, Jølster, Kinn, Vevring, Bremanger, Stryn og Indviken. I Vik, Lavik og Eid anføres den at være gaaet snarere frem end tilbage I Hornin- dalen opgives den at være gaaet «maaske noget frem formedelst flau omsætning».
