sKoG 0G mYBEn. 471 Dog har denne kyst, som nu er nøgen, været skogdækket mere eller mindre tæt, ogsaa øerne ud imod havet og ligesaa de bratte fje1dsider; der vokser endnu mange træer over svælg og stup, hvor ikke engang gjeten kan klyve. Beviset for skogens udbredelse ud paa øerne er de talrige rødder og levninger af træer, som findes i myrerne. Paa et belte af flere mils bredde ud imod kysten paa skjær- gaarden og halvøeme mangler paa de fleste steder skog, hist og her paa indmarkerne staar der en gruppe af 1øvtræer eller et enkelt løvtræ. Denne afskogning af Vestlandet er vistnok begyndt meget tidlig og er foraarsaget dels ved for sterk hugst, dels ved skogbrand og ved smaafæets beitning, hvortil kommer frem for alt havstor- menes og fjordvindenes ugunstige indflydelse paa gjenvæksten i de udtyndede eller brandskadede skoge. Afskogningen foregaar langsomt; først er det barskogen, som bliver tilintet ort, idet den oprindelig tætte skog efterhaanden ved hug-st eller ild er forringet, stormene er sluppet ind i den før lune og lukkede skog, og disse og den sterke beitning af gjeter og sauer har hæmmet de unge planter. Tilsidst er da barskogen bukket under og forsvundet fra egnen. Mere seiglivet er løvskogen. Der er hele store belter i her- rederne, hvor der ikke findes et furutræ, men hvor der er adskil- lig løvskog i behold; men ogsaa denne løvskog er udsat for sterke angreb. De friske rod— eller stubbeskud skyder vistnok hvert aar, men gjeten og sauen bider dem af, hvor de slipper til. Tilslut, naar jordbunden er aldeles træløs, bliver der en lynghede paa den tørre, magre jord, og hvor der er fugtigt, bliver det myret og surt. Selv om deslige øer ud imod kysten blev helt overladt til sig selv og fik staa i fred baade for folk og fæ, vilde alligevel væksten af træerne gaa langsomt for sig, og det vilde tage lang tid, før landet blev helt skogdækket. Først naar skogen lidt efter lidt kan faa dannet sig et læ- belte af haardføre træarter, kan den store skog komme op. Træ- erne understøtter hverandre; i en tætsluttet skog har vinden liden magt og vil ingen skade øre, selv om den optræder temmelig voldsomt, medens enkeltstaaende træer eller mindre trægrupper, som gjennemb1æses paa langs og tvers, vil ødelægges af vinden. Randtræer og skogens yderkanter, som tager imod stødet, lider vistnok og forkrøbles, men inde i den tykke skog byder træerne med samlet kraft vindene trods. Paa lignende vis er det med de træer, som vokser op imod høifjeldet, og som ogsaa er udsat for det barske veirlig. Hvis
