-l 4O NOllDRE BERGENHUS AM’l’. ældste tid og temmelig langt ned i tiden havde nogenlunde Samme indretning over hele riget. Det ældste hus eller stuen var en firkantet tømmerbygning med aare eller ar(1, oldnorsk arim1, midt paa jordgulvet. Denne are var et aabent ildsted, en stenlægning midt i stuen. Ret over aren var en temmelig stor aabning, Øer-e, oldnorsk Ud-ri, der tjente til udgang for røgen, og her faldt ogsaa lyset ind gjennem en gaa eller gjennemsigtig hinde. Der var ingen andre lysaab- ninger end ljoren. Indredningen forøvrigt var en fast bænk langs væggene, et bord og en løs bænk foran bordet. Saaledes var det før Olas Kyr-res tid (1067—1093). Nogen sl(orsten fandtes ikke; indførelsen af sko1—sten eller røgpiber med tilsvarende peis eller kakkelovn er meget yngre Det heder i Olav Kyrres saga, at han først lod gjøre ovnsstuer og lod lægge straa paa gulvet om vin- teren som om sommeren Disse Olav Kyrres ovnsstuer havde ikke ovne med skorsten, men var det, vi nu kalder røgovne af sten, fra hvilke røgen fremdeles ligesom fra aren gik ud i stuen og ud igjennem ljoren. Disse Olav Kyrres røgovne var paa mange steder bevaret helt ned til vor tid; nu holder de paa at forsvinde Indredningen med are midt paa gulvet har ogsaa holdt sig meget længe efter Olav Kyrres tid. Grude fortæller i sin bog om støls- (lriften, at en budeie paa en sæter paa Søndmøre kunde huske en sæterindretning med are midt paa gulvet. Det er saaledes, som i det følgende omtalt, ikke saa overmaade mange generationer, siden man paa denne kant af landet fik vinduer i husene og sædvanlige ovne, hvor røgen trækker op gjennem skorstenen. I det følgende anføres endel beretninger om det ældre udstyr af husene i Sogn, Søndfjord og Nordfjord, hvorved endel gjentagelser fremkommer, da husbygningerne lig- nede hverandre. Den største interesse ved de ældre stuebygningerne, som nu holder paa at forsvin(le, er røgovnen og ljoren. Ljoren bestaar af tre dele; den egentlige ljore, sjaaen og stangen. Ljoren lig- ner en i begge ender aaben firkantet kasse, noget videre nede end oppe, støttet af spærrerne og øverst afsluttet med en bredere kant eller ljorestok. Paa denne hviler igjen den saakaldte sjaa med sin «grind» eller ramme, der er overspændt med blæreskind eller en lignende gjennemsigtig hinde (sjaa), hvoraf dens navn. Paa underkanten er tvers over grinden en stok med en frem- staaende tap, som omfattes af den gaffelformede ende af ljorens tredje væsentlige del, sjaastangen, og er fæstet dertil ved en gjennemgaaende nagle, dog saaledes, at derved dannes et hængsel. Naar sjaaen skal tages ned, løftes den først ved hjælp af stangen saa høit over ljorestokken, at den gaar fri af denne og faar en lodret stilling, dernæst gjør man med stangen en dreining, hvor-
