F1‘EDRIFT. 4 2 I raske, lette trav, udholdenhed og sikre fod er egenskaber, der giver den et høit fortrin som reisehest. Henrik Wergeland karakteriserer i sin fortale til «Spaniolen» den her omhandlede hest, som han forøvigt kalder «dølehest11—, som den «æselgraa, æselvesle, men dromedarsterke og sikre dølehest.» Der er nogen forskjel mellem hestene i forskjellige bygder, eftersom den har været stelt i tidernes løb. Man kan sikkert skjelne mellem de heste, som er opdrættede i Søndfjord, de fattigere egne af Nordfjord og Ytre Sogn, paa den ene side og hestene i Indre N ordfjord (Gloppen, Stryn, Opstryn etc.) paa den anden side. Mager jordbund, ka-rrig næring, uhel- dig avl og opdræt har sat sit mærke paa de første, medens de sidste ved sin større dybde og bredde, førere benbygning, bedre kropsinddeling og størrelse viser, at de er opdrættede under gunstigere vilkaar. Paa de smaa gaardparter er der i almindelighed kun én hest, eller man har andel i en; men denne ene hest er som oftest en hoppe, og der avles ikke saa faa heste, i ethvert fald paa mange steder mere end for eget behov. Medens antallet af føl under l aar i 1891 udgjorde 4.8 pct. af det samlede antal heste i riget, var antallet af føl under 1 aar i Nordre Bergenhus amt l3 pct. af amtets samlede heste. De indre bygder af Nordfjord er et af Vestlandets vigtigste hesteavlsdistrikter. I sin mest oprindelige skikkelse findes vest- landshesten i Søndfjord. Den er her sjelden større af høide end omkring 133 cm., har spæd krop— og benbygning, brystkassen er oftest temmelig fladribbet, krydset kort, rundt, afskydende og til- spidset, hoftevinkelen derfor meget aaben, kryds og laars musku- latur lidet fyldig, men dog temmelig markeret, haseleddet dygtig kroget, bogen kort og steil, underarmen derimod af god længde, saavel for— som bagfod spinkel, men udmærket tør, ligesom senerne er godt fraskilte og spænstige. Ryggen er kort og smal og meget høitornet, ligesaa lændepartiet, der ofte paa grund af fortidlig brug findes opadbøiet, dels ogsaa indskudt i det toppede kryds. Manken er lav, halsen lavt ansat, kort og bred med kort og stiv forening med hovedet. Hovedet er ofte uforholdsmæssig stort, men altid tørt og markeret, med bred og flad pande, fremstaa- ende øiebuer, store, vakre øine med et mildt og klogt udtryk, store næsebor og lige næseryg. Det vakre hoved skjæmmes ofte af vidtstillede, korte og grove øren og af svag haarvækst i pande- luggen; halen er ligeledes ofte tyndhaaret, hvilke feil dog maaske mere hidrører fra den mangelfulde renslighed og deraf opstaaet kløe med haarudfald. Efter dette billede at dømme skulde man ikke tiltro denne lille hest synderlig brugsdygtighed i nogensom-
