AARSTll)I—JRNE 0G VElRl‘I(iET. 2Ol vilde, drivende, pidskende Vandrøg, der kommer stormjaget ind fra Havet. Draaberne slaar mod Ruderne, de skriger, de hviner, som om de var levende Væsner, der forfulgtes og snart jamrende og fortvivlende beder om Ly, snart storme tudende mod Væg og Vinduer, som om de selv vilde bryde sig Vei ind. Det pladsker ude i Mai-ken, det syder og koger. Bygerne høres først som en truende Susen, nærmer sig og lyder som Hyl af blodtørste Rev- dyr og kommer saa pludselig, ligesom faldende nedfra Fjeldene, træder en himmelvild Dands over Bakker og Sletter og tordner endelig bort gjennem Dalens øvre Ende. Under en saadan Byge skjælve og hvine Huse og Trær, der bliver stille inde i Stuerne, man kryber nærmere sammen, og en eller anden siger: «Et Herrens Veir», eller «Gud hjælpe dem, som nu er ude paa Søen.» Naar man lukker paa Gangdøren, staar der med det samme en vaad Straale langt indover Gulvet, man hører Døre springe op over hele Huset og igjen falde i med et Smæld. Vinden farer ind gjennem alle Gange og op efter alle Trapper lige til det øverste Loft. Man har ondt for at faa Døren igjen, naar Stor- mens stærke Haand først har faaet Tag i den; man faar en Fø- lelse af at være belejret, det er som om en Afdeling vilde Krigs- folk truede med at bryde ind og herje det lune Hjem. D Morgenen efter har Markerne et eget afblæst Udseende; men omkring Husene ligger et Drys af sprungne Tagsten, hist og her ses et kløvet eller fældet Træ, et afrevet Tag eller lignende xStormminder»; alle Veje ere blevne Elvelejer, og alle Broer er i Fare. Nogle Dage efter møder man gjerne fremmede Søfolk i Vejene, og stundom kommer Vrag drivende ind i Vigene.» Som modsætning hertil sættes en skildring af Asbjørnsen af Sognefjo1—den paa en godveirsdag: «I flere dage havde det været solgangsveir med vekslende landvind, stille, havvind og klar luft, som kun af og til svagt fordunkledes ved lette sommerskyer eller tættere skybanker, der trak op med havgulen om eftermiddagen, og under dette herlige augustveir viste fjord1andskaberne sig ret i sin glands; thi de bag hverandre fremspringende fjelde og fjeldraders mægtige for- mer, hvis bøiede, brudte og styrtende linier ofte virkede harmonisk sammen, laa der i ligesaa samstemmende og tiltalende farveover- gange fra det dybeste blaa og blaasort til horizontens duftige himmel- farve, som i solnedgangen gik over til klart violet eller til et mildt rosenskjær over snefonnerne; og saa langt vi øinede hen i dette blaanende fjerne, var fjorden i aftningen som et speil og. opfan- gede og gyngede i sin blanke flade de mægtige fjeldes omrids og farve, og himlens og solglandsens pragt. Elve og bækkene, der skummede ned fra de høie kamme og toppe, hævede sine
