134 NORI)RE BERGENH[ÏS AMT. høi, at jo Fjeldene ligge høiere, dem man benytter sig af som Varer at see efter, paa det man ei skal fare vild af Veien; dog maae man have kiendte Veivisere med sig, eftersom Veiene ere ligesaa vildsomme og farlige her, som før er meldt om Veien fra Bersæt. De Tider, man allene kan reise over Bræen, er fra Paaske til Mikke1sdag, da man maa passe, det er klart Veir, formedelst den tykke Skaadde, der ellers ligger paa Bræen, naar Himmelen er skyet, da man ikke kan see for sig, mindre fare Veien, lige- som man da umuelig kan vide, hvor man er, men maa frygte for at ne(lsiunke hvert Øieblik i Afgrunden. Man maa og klæde sig skarp vinterklædt formedelst Kulden af Bræen, der forhi11drer Solens Hede høieste Sommers Dag, saa og indrette sin Reise saa- ledes, at man kan komme over Bræen samme Dag, man begiver sig paa den, af Frygt baade for paakommende Uveir og Mangel paa Hvilesteder. Denne Vei farer Almuen her paa Stedet gierne aarligaars over, da de tilforn overlægge med hinanden, at de mange kan reise tilsammen. Og føre de did med sig, hvad de forfærdige her hiemme om Vinteren tilforn af Trævarer, Truge, Ambre, Skaaler, Øser, Træskeer m. m., som de der strax faae afsat og bedst betalt Didfra føre de ei noget stort, undtagen det kan indtræffe, at de 111edbringe tilbage Havre, Sild og Korn, dog ikke af nogen Importance. Did fare ogsaa Handlingskarle og kiøbe Kreaturer derfra, som de føre herover igien, samt Heste, und- tagen de, som have hiemme i Valders i Christiania Stift, hvi1ke, naar de fare denne Vei over Bræen og tilforhandle sig i Nordfiord store Drifter med Kreaturer og Heste, komme ikke gierne denne Vei tilbage igien, men fare en anden beqvemmeligere og komme ned ved Leikanger, hvorfra de siden reise til Søes til Leirdal og fremdeles over de Fielde til deres Hiem. Man hører dog ellers ikke gierne nogen at komme til Skade eller Ulykke paa Bræen; dog traf det 1742, at en fattig Mand omkom paa den, som havde hiemme her paa Stedet, og vilde til Nordfiord at bede sit Brød, men er ei til Datum funden paa hvad Sted i Bræen han er bleven. I Aaret 1743 mistede en Gaardmand her en I—Iest, da han kom fra Nordfiord med en Kornkløv, og bekom han vel Kornet igien, som Folk kom ham til Hielp og med store Reeb hissede det op af Bræen, saasom Gabet paa det Sted til hans Lykke ei var meget dybt, men Hesten var død; thi det er plat umueligt at komme levendes op igien for den, som gaaer løs og falder ned i en af disse Sprækker, dem man ikke kan tage sig i Agt for eller see, fordi Vintersneen ligger saa løselig paa Hullerne og bedækker dem, at man ei kan vide andet end man farer en sikker Vei, før Livet er borte. Derfor maa man have En med, som er den rette Vei vel bekiendt og
