Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/905

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


HISTORIE. 895 skriveren, hr. Nic’olo de Michiele, og han skal nedtegne, hvad enhver vil, enten han vil gaa i skibsbaaden eller i den lille baad.» Men dette førte ikke til noget; thi i den lille baad, som kunde tage 21 mand, var der indskrevet 45, som vilde gaa i (len. Dette lod sig ikke gjøre. Derfor blev det efter ny over- lægning bestemt, at der skulde kastes lod, og de, hvem loddet traf, skulde gjøre sig klar til at gaa ombord i den lille baad, som senere var saa uheldig. Loddet traf da paa 21 personer, som saaledes gik sin skjæbne imøde. Resten, som var 45 mand, deri indbefattet føreren, skulde efter bestemmelsen gaa i den store baad. Da sjø og vind havde lagt sig lidt den 17de december, mente vi alle, at det var paa tide at forlade det ulykkelige skib. Vi var belemrede med det ubrugelige ror, som tog saa stor plads paa dækket, saa at vi ikke kunde faa rum til at sætte begge baadene paa vandet. Det blev derfor nødvendigt at dele det store ror i tre unyttige dele og derpaa begrave dem i havet, ligesom de andre afrevne dele af dette ynkelige skib. Den l8de december lagde sjø og vind sig næsten ganske Derfor maatte nu udføres det arbeide, som var nødvendigt. Med egen kraft skulde skibsbaaden og den lille baad løftes, men vi kunde ikke gjøre brug af nogen mast, da den var kappet, og den vilde været til største hjælp ved dette og andet arbeide. Nøden viste os da en anden vei. Vi tog en spire, som før havde været til nytte ved indretningen af nødroret, og denne reiste vi op med taug“ mod skibssiden. Øverst paa den fæstede vi to taljer, hvori vi trak tauge. Disse bandt vi i bagstavnen af den skibsbaad, som var gjort klar. Paa den anden kant brugte vi en kapsun paa baugsprydet. Denne reiste vi op ved gangspillet og anbragte tauge og taljer paa lignende maade. Taugene bandt vi til for- stavnen paa skibsbaaden, paa hvilken var fæstet nagler. Vi løftede da forstavnen saa meget, som det behøvedes, men bag- stavnen kunde vi ikke faa høit nok op. Vi blev da tvungne til at rive ud skanseklædningen omtrent 2 alen i høiden, hvad vi ug:jerne gjorde. Gjennem denne aabning fik vi da kastet ud paa det salte hav de to smaa baade i god behold. Samme dag omkring kl. 1O aften forstod vi aabenbart, at det var nødvendigt af to onder at tage det mindste saa snart som muligt. Vi maatte fra asken i ilden. Dybt rørte saa vi, at vi nu straks maatte skilles for at gaa en tvilsom skjæbne imøde. Vi omfavnede hverandre hulkende og grædende, og med skjælvende mæle og under kys tog vi farvel og bad Gud om frelse, og saa skiltes vi. De 21, som loddet traf, gik ombord i den ulykkelige lille baad. Der tilfaldt dem som andel efter det knappe forraad, som