894 NORDLANDS AMT. Saa var vi da fra den 4de til den 8de december altid vilje- løse og afhængige af de lunefulde guder “åEolus og Neptunus; de drev sit spil og leg med os. Der reiste sig nu en stærk østen- vind, havet rasede end mere, og sjøen gik voldsomt paa læsiden og slog der ind i skibet. Den kom saa voldsomt over det med- tagne skib, at den naaede over næsten mere end halvparten af skibet og lagde sig tungt paa. Der kom saa meget vand ind, at skibet blev liggende paa siden. Af frygt for at gaa tilbunds forsøgte vi ved Guds hjælp at øse det med haandkraft. Da stillingen hver time blev værre og værre, besluttede vi som et sidste middel at ofre skibets prægtige mast, og vi var nødt til at overlade til det salte og grusomme hav mast og seil. Skibet- blev derved lettet for den svære vægt, rettede sig, og vi tømte det da ved haandkraft, men vor stilling blev stadig værre. Da vi havde øst ud en stor del af vandet, saa vi vort skib, som var udrustet med saa stor omhu og dygtighed, ribbet og plyndret- i sin nøgenhed. Nu var det overladt til det lunefulde spil af vindenes forvirrede løb. Vor urokkelige fører paabød da stilhed hos sine ulykkelige ledsagere og angav grunde for sit forslag om at forlade det ulykkelige skib, som vi ikke mere skulde faa se: i «Kjære brødre, som med mig er stedt i yderste nød, og som med mig har udstaaet og udstaar saa svære farer. Da det for vore synders skyld behager ham, der kan frelse vore sjæle, paa denne maade at lutre os, saa formaner jeg eder og bønfal- der eder med ydmygt sind at angre gamle og nye synder. Hvis timen er kommen, da vi skal gaa tilgrunde, som det aabenbart ser ud til, da skal vi ydmygt tilgive hver uret, som maatte være os tilføiet, saa at Guds godhed skal have medlidenhed med os; den er det, som i denne og i enhver anden end større ulykke kan udfri os, hvis den vil. Hvis vi bliver paa dette skib, er vi sikre paa enten at omkomme af mangel paa proviant, da den ikke kan vare længere end 4O dage, og saaledes ligger døden der, og . desuden kan vi ikke, hvis vi bliver her, vide, hvilken skjæbne skibet vil faa, og da der ikke er nogen udvei, saa staar vi foran den aabenbare undergaug. Men hvis vi gaar ombord.i baadene, vil vi ogsaa være udsat for havets farer. men vi vil snarere have haab om at holde os længere mod vor haarde skjæbne og om at komme til en frelsens havn, hvis Gud er naadig og barmhjertig, saa at vi kunde haabe, at- det lempet sig lidt for os. Jeg synes da, hvis I er enige i det, at vi skal gjøre klar og ruste ud skibsbaaden og den lille baad med alt tilbehør, idet vi tager med i dem de ting, vi har igjen til vort opbold, og at vi deler dette mellem os. Hvis I derfor er enige i det, skal enhver sige sit ønske til
