HISTORlE. 869 ikke har interesse for Nordland og dets historie, er dog beret- ningerne i sin helhed her oversat fra italiensk, forat de etsteds kan findes samlet oversat paa vort sprog. Oversættelsen er be- sørget af cand. mag. Amund Sommerj’eldt, Qverinis beretning efter Ramus-ios «Navigationi e viaggi», l559, og Fiorauamtes og MiChieles beretning efter den venetianske tekst i den ovennævnte udgave af Bue1o og efter Ramusios samling. En kristisk videnskabelig udgave paa originalsproget er endnu ikke udkommet. 0l10I’î11îS beret11i11g. Den ve)2etianske adelsmænd Piero (3uerinis reise Han reiste fra Kandia med vin, malvasir, til Vesteuropa i aaret 143l og led et skrækkeligt skibbrud, fra hvilket han til- slut efter mange eventyr blev frelst og kom til de nordlige konge- riger Norge og Sverige. Selv om vi menneker i vor skrøbelighed af naturen har et verds- ligt sind og begaar handlinger, som kan dadles, bør vi dog, da der er noget af det guddommelige i vor sjæl, hvilket Vorherre i sin endeløse naade har givet os fremfor de øvrige skabninger, af al magt søge at prise ’vor velgjører, idet vi lover og fortæller om hans vid- underlige gjerninger mod hans troende, til opbyggelse for de kristne og til oplysning for de andre folk, som er vantro. Vi bør alle opfylde denne pligt, men især er det en pligt for dem, som er blevne hjulpne og udfriede ved hans uendelige godhed og barmhjertighed fra svære ulykker-, netop som de mest trængte hans hjæ1p. Af denne grund vil da jeg, Piero Querini fra Venedig, skrive, forat det kan være opbevaret for vore efterkommere og være til efterretning for mine samtidige; jeg vil fortælle den rene sandhed om den modgang og de ulykker, som overgik mig ved skjæbnens rullende hjul, og jeg vil berette, i hvilke dele af verden det var. Som vi ved af lang erfaring, kan skjæbnen snart ydmyge den mægtige og til engjæld ophøie den ringe, og med dem, som kun sætter sit haab til ekjæbnen, driver den helst sit spil. Men her er det netop min pligt at berette om den vidunderlige hjælp, som den naadige Herre Gud har ydet mig uværdige og de andre l0, som hørte til det følge paa 68, der reiste sammen. Her maa da først oplyses, at jeg, begjærlig efter at faa lidt af det, som vi mennesker utrættelig stræber efter, nemlig ære og rigdom, paatog mig at være fører for et skib paa en reise til Flandern. Paa skibet skulde ikke alene jeg selv være med, men jeg vilde ogsaa tage med en voksen søn. Det behagede imidlertid Vor Frelser, hvis domme er uransagelige, i sit overmaal af naade at kalde min søn bort fra dette liv, en naade, som jeg
