860 NORDLANDS AMT. hustru sendte ham bud for at advare ham. Han opsøgte straks den kongelige sysselmand i Søndre Haaloga1and, G-uthorm af Bjarkø, traf ham i Herøerne og fortalte ham, hvad der var paafærde. Guthorm reiste med Jon og hele sit følge til Sandnes. Om aftenen kom en mand ind i stuen, og de skjønte straks, at det var en af varbelgernes speidere. Guthorm slog til ham med øksehammeren, og da der ikke var leilighed til at flygte, gik de alle, som var i stuen, endnu samme aften ind i Sandnes kirke, i haab om der at have et fristed. Straks kom varbelgerne og omringede kirken og forlangte, at de skulde komme ud. Da de ikke vilde ud, truede varbelgerne med at sætte ild paa kirken. Ba de lovede at overholde den fred, St. Olav havde foreskrevet for kirker, gik Guthorm trøstig ud, men udenfor kirkedøren blev han straks dræbt. Jon Silke blev dræbt østenfor kirken. Guthorms skib og en hel del gods tog varbelgerne. Ikke bedre gik det -brødrene Jon Sylgja og Olav ])aalk paa Sande i Trænen; den sidste var kongens hirdmand; begge blev dræbt og deres gods ranet. Ligedan gik det den kongelige skutilsvend Asbjøm i Medalbu paa Arnøerne i Gildeskaal. I Salten boede en kongelig hirdmand, Einar Præs1“, som selv ikke var hjemme, men hans gods maatte undgjælde det. Dernæst kom raden til de saakaldte Bollesønner paa Leines. Heldigvis havde de selv den dag taget ud til Sk:raa- ven, men deres rige indbo af lærred, klæde, guld og sølv, saavel som et dem tilhørende fartøi tog varbelgerne, og etpar kongelige krigsmænd, der kom om aftenen uden at vide, hvad der var paafærde, blev straks dræbt. Dagen efter vilde varbelgerne ro ind til Ham- merø for at dræbe den derboende Haakon Raud, der synes at have været kongelig sysselmand, men paa veien fik de høre, at han allerede havde faaet besked om den fare, der truede ham, hvorfor de vendte tilbage til Leines og blev der om natten. Længer kom de heller ikke; thi Haakon skar hærør op, samlede folk til sig og fik i hast udrustet 7 skuder, med hvilke han stevnede lige til Leines og kom i dagbrækningen temmelig ufor- varende over varbelgerne, som havde pakket alle vaaben sammen i en skude og derfor ikke ien hast kunde sætte sig til modværge. Algaute var desuden ikke tilstede, men laa med sit skib og Bolles- sønnernes fartøi paa den anden side af neset. Paal Fot raabte forskrækket: «I‘ader os fly, her kommer saltværingerne og vil hævne Guthorm!» Han løb tvers over neset til Algautes skib, og bød mandskabet i hast at hugge landtaugene over; hans folk, sagde han, var alle dræbte. Om dette virkelig forholdt sig saa, siges ikke ; han selv, der i forfærdelsen havde ladet dem i stikken, troede det vel. Algautes folk tog ham til sig og roede om til Leines, men da var allerede Haakon borte, og den af vaaben fuldladede skude var sandsynligvis falden i hans hænder. Bolle-
