H1SToR1E. 857 haandskud og ovnstene. Han havde et rødt Skjold med for- gyldte nagler og lister. Paa det skjød birkebeinerne saaledes, at pilene stod i lige til rørbaandene. «Nu sviger mit Skjold mig,» sagde Nikolas, og fik kort efter sit banesaar. En stor del af hans mænd faldt med ham. Hans død blev almindelig beklaget. Kong Sverre havde, sandsyn1igvisi løbet af aaret l182, sendt en af sine mænd, Thorgils, som sysselmand til det nordligste thing- distrikt paa Haalogaland, og forlenet ham med finnefærden. Det siges ikke, om Haalogaland havde underkastet sig Sverre. Sandsynligvis har kun enkelte anseede mænd her, som andensteds, sluttet sig til Sverre, medens de fleste endnu holdt med Magnus. Den fornemste æt paa Haalogaland var Bjarkø-ætten, som ved Jon Arnessøns gifter- maal ind i Thore Hunds mægtige æt havde erhvervet Bjarkø. Hovedet for denne linje, Vidkunn Jonssøns søn Erling, var nylig død, efterladende sig to døtre og en attenaarig søn, Vidkunn, der nu arvede alle hans besiddelser. Vidkunn og hans Søstre var vakre folk. Da kong Magnus hørte, at Vidkunn havde tiltraadt sin fædrenegaard, indbød han ham til sig for, som det hed, at ud- nævne ham til lendermand, men man troede, at det var hensigten at bringe et parti istand mellem Vidkunn og Magnus’s søster Ragnhild, Jon af Randebergs unge enke, eller maaske mellem Magnus selv og en af Vidkunns søst1-e. Dette staar ikke ud- trykkelig i sagaen, men antydes. Vidkunn lovede at komme og lagde sin iver i Magnus’s tjeneste for dagen ved at seile om i fjordene for at rense dem for de birkebeiner, der maatte sværme om paa de lvanter. Thorgils sysselmand var om vinteren tilfjelds for at inddrive finneskatten og handle med finnerne og havde faaet endel gods samlet; med dette reiste han selv tolvte syd- over for at bringe det til Sverre. Vidkunn lagde sig paa lur i Øksfjorden, passede paa, da Thorgils kom nordenfra og overfaldt og dræbte ham med alle hans mænd, tog alt godset og bragte det til Bjarkø. Sverre kunde for det første ikke gjøre noget derved. Den følgende vaar seilede Vidkunn efter indbydelsen hjemme- fra paa sin store tyvesesse «Gu1dringen», der tidligere havde til- hørt erkebiskop Øistein. Begge søstrene og hans morbroder Jon Drumb fulgte med. Skibet var bemandet og forsynet med vaaben og ledsagedes af et proviantskib, men ingen ombord ventede noget overfald; skjoldene var fæstede ved stavnene, og brynjerne laa forvarede i kister nedenunder dækket. Sverre havde imidlertid faaet spurgt, at Vidkunn havde reist eller skulde reise hjemmefra, og sendte Baard Guthormssøn og Ivar Silke med 7 skuder for at passe ham op og hævne Thorgils drab. Nord ved Engeløen fik de Kristi himmelfartsdags morgen (26de mai) se Vidkunns far- tøier, som han kom seilende ud Vestfjorden. De lagde straks ind under Steigberget, vistnok forbjerget straks nordenfor Steigen
