Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/862

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


852 No1u)1.AN1)s A1uT. hvorvidt kong Magnus kunde give nogen forlening paa længere tid end sin egen livstid. I)e lovkyndige mænd sagde, at kongen kunde give veitsler for altid frem i ætten, men slige bestemmelser maatte lyses paa alle tre lagthing i Norge, Frostathing, Gula- thing, Eidsivathing. At Sigurd Ranessøn havde thinglyst sin forlening længer end for kong Mugnus’s dage, fandtes der ikke vidner paa. Kong Sigurd vilde ikke have den lov gjæl- dende, at en konge skulde kunne give forleninger for længere tid end sin egen livstid. Kong Øistein svarede, at han vilde, at en konge, som hidtil, skulde have ret til at give forleninger for stedse. Efter anseede mænds raad lod man kaste lod om, hvilken konges vilje skulde gjælde. Øistein spurgte sin broder kong Olav, hvem han vilde holde med. Olav svarede, at han vilde kalde det sin vilje om lov og landsstyrelse, som kong Øistein vil have frem. Kong Øistein raadede til at lade den tredje lod tilskjære, thi kong Olav var ogsaa kong M3gDHS,S søn. Sigurd mente, at kong Øistein prøvede alle udveie, naar han vilde have to lodder, medens han kun havde en, dog vilde han ikke forholde kong Olav den hæder, der tilkommer ham. Sigurds lod kom op, saa at han skulde raade. Han gjentog, hvad han før havde erklæret for sin vilje. Det blev da undersøgt, om Sigurd Ranessøn havde besiddet godset uden de rette eieres tilladelse. Mange mænd ytrede sig, men ingen vilde give nogen erklæring uden Bergtho1- Bokk, søn af Svein Bryggefod, som erklærede Sigurd for skyldig. Sigurd bad de lovkyndige mænd og dommere at afsige dom over Sigurd Ranessøn; sagen var nu klar nok, mente han. Kong Øistein fandt det ubilligt at domfælde Sigurd for denne sag. Han mente hermed, og med rette, at den nye lovbestemmelse, som kong Sigurd fik indført, ikke burde have tilbagevirkende kraft. Jon Mørnev svarede, at det var farligt at give kjendelse i denne sag; dog maatte det gjøres, hvis de var pligtige dertil. Øistein lod nu føre de vidner, som var opnævnt første gang paa bymødet, da sagen blev afvist, derefter vidner paa, at sagen blev af- vist paa Kjefsø thing, og endelig vidner-ne om den sidste afvis- ning paa Trondenes thing. Derpaa sagde han, at naar nogen viser sig saa ukyndig i loven, at hans søgsmaal bliver afvist paa tre retterthing, og vidner nævnes herpaa, skal dette søgsmaal efter loven aldrig mere nyde fremme, og dommerne var ikke længere pligtige at dømme. Jon Mørnev svarede, at hvad kong Øistein sagde, havde sin hjemmel i loven. Da sagde kong Sigurd opbragt: «I)et kan nok være, at kong Øistein har faaet dette søgsmaal spildt ved sine lovkroker, men en dom er endnu til- bage, hvilken det tør hænde jeg forstaar mig paa ligesaa godt som han.» Med disse ord forlod han thinget. Kong Øistein satte sig til at drikke og var meget lystig;