I-lIS’l’ORIE. 85l maalet er opstaaet i Frostathing og bør derfor ogsaa afgjøres der. Øistein havde nu paataget sig hele denne sag i Sigurd Ranessøns sted, og derfor var det nu kongerne selv, som havde med hinanden at gjøre. Kong Sigurd sagde, at han dog ikke lod sagen falde. Han stevnede den til Frostathing, og gik der- paa bort. Øistein tog i stilhed vidner paa, at søgsmaalet var spildt for kong Sigurd. Det var nu langt ud paa sommeren (l114), og Frostathinget var forbi, saa at sagen maatte vente til det følgende aar. Samme sommer kom den forurettede ægtemand, Ivar af FØod, hjem med vel forrettet ærende. Han havde bragt det til det, at irerne fandt sig i at udrede skatten, der beløb sig til en stor sum. Denne bragte Ivar med sig til Norge. Der siges, at kong Sigurd var i Nidaros og sad og talte med Sigrid, Ivars hustru, da der kom et skib, som man antog for Ivars. Den islandske skald, Einar Skulessøn, var tilstede, og kongen bad ham faa at vide, om det var Ivar, som kom. Einar kom til- bage og gav i et vers den besked, at det ikke var Ivar, saa kongen endnu kunde sidde rolig hos Sigrid. Senere paa som- meren kom Ivar, men gjorde ikke noget ved denne sag, som for hans og hans hustrus vedkommende blev neddysset. Den følgende sommer (1115) kom begge konger med sine lendermænd og haandgangne mænd mandstærke til thinget Og- saa kong Olav blev stevnet til thinget med sine mænd. Skjønt thinget fremdeles kaldtes Frostathing, kunde det holdes i Nidaros, naar det skede til den rette tid om sommeren. - Den, som havde mest at sige paa thinget, var den lov- kyndige lendermand Jon Mørnev. I kong Olavs følge var len- dermanden Sigurd Sigurdssøn af I-Ivitaste“in, der havde ord for at være den viseste mand i Norge. Kong Øistein opfordrede lender- mændene til at understøtte Sigurd Ranessøns sag efter evne. Jon Mørnev svarede, at det vilde være en farlig sag at skifte ujevnt mellem brødrene, men at han dog helst ønskede at følge kong Øistein, hvis dette var ret efter loven. Øistein svarede: «Jeg forlanger intet andet af eder, end at I bevidner, at det er lov, som lov er; men forsaavidt jeg ved lovlig fremfærd faar bragt det dertil, at I ei er forpligtede til at dømme i denne sag, som idag kommer fore her, vil jeg tage det løfte af eder, at I ei ved min broders voldsomhed lader eder bevæge til at dømme mod lov og ret.» Dette besvaredes med stærke bifalds- raab. Nu kom kong Olav med sit følge og allersidst kong Sigurd. Hans folk var næsten fuldt væbnede, kun at de ingen skjolde havde. Kong Sigurd fremførte sit søgsmaal mod Sigurd Ranessøn, efter overlæg med sine raadgivere. Der blev først handlet onɔ
