FORHlS’l’ORlE. 789 «Lekamøens emne», 1.45 m. høi, 4O a 5O cm. bred og af tre- kantet gjennemsnit. 8OO skridt nordøst for kirken staar en fjerde bautasten, «Lekamøens spø» (pind til at bage fladbrød), 3 m. høi, ca. 50 cm. bred og henved 30 cm. tyk. Allerede Petter Dass omtaler disse stene: En Part af de Stene slig Storligbed har, At var der ti Heste for-spændte i Par, Urokket de lode dem vær-e. Major SChnitler omtaler ogsaa bautastenene her og nævner, at her har boet Haarek af T)“otta. «Paa denne Ø,» skriver SChnitler, «sees endnu adskillige Jord- Houger, hvor de gamle have haft deres Grav-Steder, og derved etsteds 2de høje, oventil spidsede Graaberg-Steene opreiste, imod hinanden staaendes.» Tjøtta var, som berørt, i oldtiden beboet af en mægtig æt, blandt hvis medlemmer var skalden Øivind Skaldespiller. Navnene paa gaardens bautastene hidrører fra sagnet om jøtnen Hestmanden, der forfulgte jøtunkvinden Lekamøen (se bin(l lI, pag. 418). Bautastenene brugte hun, naar hun bagte fladbrød. Bag- stehellen er bordet, hvorpaa brødet kjevledes ud. Emnet er deigstykket, hvoraf brødleiven dannedes, spøet er tenen, hvor- med leiven lagdes paa jernet. Paa Sandnes i Stamnes boede Thorolv Kveldulvssøn, der blev dræbt af Harald Haarfagre. Sagaerne siger, at der «reistes bautastene efter ham». Nu er der ingen bautastene paa gaarden; den sidste, der kaldtes «Thorolvstenen», blev mellem 1868 og 1882 nedtaget og indlagt i sylmuren under fogedgaarden. Den sagdes at staa paa Thorolvs. grav. «Thorolvstenen» var ca. 1îf4 alen høi, indtil V-1 alen bred og 1f4 alen tyk, af grov stenart, den stod paa flad mark ca. 60O m. sydvest for fogedgaarden, og den stod paa den gamle kirke- gaard. Det er uvist, om det var en gravsten fra senere tid eller en bautasten. I Steigen herred nær gaarden Laskestad staar Nordlands høieste bautasten, ca. 4.50 m. høi, men forholdsvis smal og tynd. Ven BuCh omtaler paa veien mellem Steigen kirke og Laske- stad nogle gravhauge ved veien samt en udmærket l2-14 fod hei og ganske smal bautasten, der staar som en obelisk i luften. Runeindskriften var meget udvisket med mosen, men nogle træk af bogstaverne var endnu at se. Efterretninger om, naar stenen blev reist, har traditionen ikke bevaret, heller ikke noget om íDd9k1‘iften fra den tid, da denne endnu var læselig.
