Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/593

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


EVENTYR. 583 til sig, og lagde heller ikke paa nogen maade for dagen, at han var i den glade stemning, som passer til en slig fest. Men da maaltidet var endt og bordsalmen sunget, begyndte han at blive fornøiet, og hans humør blev endnu bedre, da man kom til «de profundis». Man spurgte ham da, hvem han var. «-Jeg er den døde,» sagde han, «for hvem herrens bud udtalte et ønske. Han ønskede, at jeg ved dette maaltid maa finde ligesaa stor for- nøielse, som han selv fandt paa min gi-av, men mig er hverken spise eller drikke til nogen fornøielse, men ligesom I gjør jer tilgode med at spise og drikke, saaledes glæder vi kristne sjæle os ved fremme bønner.» Hele denne sagngruppe, Don Juan- eller Leontius-gruppen, repræsenterer, som sa-gt, en særudvikling og har mest interesse paa grund af dens betydning for kunstliteraturen. I et langt nærmere og mere organisk forhold til eventyret om den døde julegjæst staar en anden meget omfattende gruppe af eventyr og legender; den kunde kaldes den døde som bryllupsgj(est, skjønt dødningen i et par versioner ogsaa af denne gruppe kommer som julegjæst, ligesom i den første hovedgruppe, ikke til et bryllup. Denne gruppe kjender ikke motivet med hovedskallen, om man end kan finde spor af det-. Eventyrets almindelige indledning er her gjerne fortællingen om to venner, som gje11sidig lover hin- anden, at de, døde eller levende, skal møde op til den andens bryllup. Alene den første af de formninger, som her skal med- deles, viser Sammenhæng med indledningsmotivet om hovedskallen, som dog i denne version er blevet til et laarben. Denne eventyrkreds om den døde som bryllupsgjæst er saa overordentlig udbredt og foreligger i saa mangfoldige større og mindre afændringer, at der her alene kan være tale om et over- maade begrændset udvalg Først skal meddeles et islandsk eventyr, Bru(Igommen og spøgeL9et, fra Arnasons «IslendZkar Þjódsögur». Fire mænd grov en grav; nogle siger, det var paa kirke- gaarden paa Reykholar. Det var muntre mænd, men en af dem, et ungt menneske, var den mest overgivne. Af graven kom op en mængde menneskeben og deriblandt et laarben af en over- vættes stor mand. I)en mest overgivne af graverne tog iaar- henet og ma-alte det ved sit ben; det naaede ham fra fodsaalen op til hoften, skjønt han var en mand af middels høide. Han sagde: «Denne mand har været en dygtig bryder, og det kunde være morsomt at have ham til gjæst i sit bryllup.» Saa lagde manden laarbenet ned ved de øvrige hen. Fem aar senere havde den unge mand fæstet sig en kvinde, og der var lyst to gange for dem. l)a drømte hans fæstemø