Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/592

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


?“)82 NORDLANDS AMT. kommet for at redde din sjæl, hvis jeg kan, og derfor siger jeg igjen: Angrel Eller tag følgerne.» «Vel, gamle fyr, det var ædelmodig gjort af dig,» sagde Don Giovanni med tilgjort latter og strakte ud haanden. Dette var hans sidste ord. Næste øieblik udstedte han et frygteligt skrig, som maatte kunne høres over hele Rom. Det hvide spøgelse var forsvundet, og djævelen var kommet istedet, og havde taget Don Giovanni i den udstrakte haand og drog afsted med ham. I «Canti popolari istriani» af A. Ive meddeles den samme fortælling versifieeret i et digt, I1ionZo, hvor navnet svarer til det tyske skoledramas navn, Leontius, og begivenheden henlægges her til England, Igueltiera. Om samme emne er en række lignende italienske folkeviser kjendt. Der eksisterer ogsaa en it-aliensk folkebog med samme navn. Helten er en hoven engelsk adelsmand, som ikke tror paa noget liv efter døden, og som skjælder alle munke og tiggere, der kom- mer til ham, for graadige rotter og prygler dem væk. En dag indbyder han paa kirkegaarden med haan en hovedskalle som gjæst Skallen, som har tilhørt hans egen onkel, kommer og slæber ham med til helvede. Og rotter gnager alt hans indbo istykker. Skjønt denne lille særgruppe nutildags ikke kjendes udenfor Italien, maa dens grundlag dog være af respektabel ælde. Dette viser en islandsk eller gammelnorsk formning af stoffet, som har enkelte punkter tilfælles med de italienske sagnformninger; helhedsindtrykket bliver dog væSensforskjel1igt, baade fordi den middelalderlige nordiske version er stærkt geistlig bearbeidet, og fordi de italienske nutidssagn under indflydelse af krydsende motiver har udviklet sig i en speciel modsat retning Den gammelnorske legende indtager nærmest en mellemting mellem denne gruppe og gruppen om den døde som julegjæst. Den nordiske version stammer fra det 14de aarhundrede og er meddelt i H. Gerings -xIslendZk rEventyri»: En mand i England pleiede hver julaften at holde et gjæste- bud for sine venner og naboer. Engang, da helgen igjen stod for døren, sendte han en mand til at gaa med indbydelserne. Da bu(let kom hjem, satte det sig paa en gravhaug paa kirke- gaarden, og da han havde hvilet og reist sig op igjen, sagde han: «Jeg vilde ønske, at Gud i sin naade maatte tillade, at den døde, som hviler her, maatte have lige saa stor glæde og fornoielSe ved min herres gjæstebud, som jeg har havt her paa hans grav.» Saa gik han hjem. Da gjæstebudet var begyndt, og alle var kommen paa plads, kom der ind en ubekjendt, bleg mand og satte sig tilb0rds: dog tog han hverken spise eller drikke