HvENTYB. 563 huden. Da han gik hjem, vilde han lægge veien over sjøen igjen, men da gik vandet over skoene paa ham, saa dybt var han sunket i synd. Saa maatte han selv ogsaa gaa rundt vandet, men fra den dag fik ingen magt ham i kirke oftere. I denne beretning er sagnet om synden i kirken forbundet med beretningen om en eiendommelig art af gudsdyrkelse.“ Vi kjender denne gudsdyrkelse fra gamle russiske legender, om ene- boere og skoghelgener, noget svarende til vore bondehelgener. Grundlaget for det pommerske eventyr er at finde i en lille- russisk legende, meddelt af Wesselo.fs-ky i «Russische Revue». En legende fra Lille-Rusland fortælles saaledes (Röt((1er, «Rus- sische Revue»): En gang gik en gammel mand henimod en skog, og der saa han en, som holdt paa med at hoppe frem og tilbage over en træstub, og hver gang raabte han: «Dette er for dig, Gud! Og dette er for mig, Gud!» 1(Hvad er det, du gjør?» spurgte manden forundret. ((J8g beder.» «Beder man saaledes til Gud?» ((Hvor- ledes skulde det gjøres ellers?:1Þ W“(Skal jeg vise dig det2» spurgte den gamle, og saa lærte han ham da,r hvorledes man skulde sige: « Gud Fader, Søn og Helligaand, forbarm dig over mig, kjære Gud.» Saa gik manden videre Da han allerede havde sat over elven, hørte han noget raabe bag sig. Da han vendte sig om, saa han den anden gaa over elven uden at synke, og han raabte: «Hør, du gamle, lær mig endnu é11ga11g bønnen, jeg kan ikke bede den rigtig.» Da den gamle saa dette, sagde han: «Bed du bare, som du har gjort før, du forstaar det bedre end jeg.» Den anden sagngruppe af fortællingerne om fanden i kirken, som skiller sig ud fra den sædvanlige type, repræsenteres af en estlandsk-svensk, to østerrigske og en dansk version. Denne gi-uppe nærmer sig mærkværdig episoden om hovedskallens latter over fanden i kirken, som vi har lært at kjende i .4a.s-ens gjen- givelse af det nordlandske eventyr (bind Il, pag. Hvorledes denne eiendommelige Overensstemmelse skal forklares, er ikke let at afgjøre. Af gruppens geografiske udbredelse kunde man fristes til at antage et nordisk grundlag med indflydelse fra marmæl- sagnene Skjønt forekomsten i de fjerne indlandsbygder i Øver- Østerrige synes at tale herimod, er der andre vigtige omstæ11dig- heder, som taler for en sammenhæng. Der er før gjort opmærk- som paa, at det er et fast træk i fortællingerne om det fangne oversandselige Væsens latter, at den gjentager sig tre gange paa rad. Da dette typiske drag ikke forekommer i den lille gruppe, som nu skal gjengives, om fanden i kirken - undtagen delvis i det danske sagn -, medens den typiske form træder klart og fuldt frem i den nordlandske version af episoden, synes heraf at maatte sluttes, at de øvrige sagn af denne gruppe er af afledet
