Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/574

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


564 N()RDLANDS AMT. oprindelighed i forhold til det nordlandske. At det jydske sagu, det geografisk nær-mestliggende, viser tilnærmelse til den fulde form, synes at bestyrke de1me antagelse. Først gjengives det estiske sagn, som stammer fra den gamle svenske bebyggelse paa Dagø ved Estlands kyst. Sagnet er her, som man vil se, sammenblandet med de vidt udbredte maresagn. I «Eibofolke oder die Schweden auf den Kiisten Ehstland und auf Runø» af (Ì‘. RusZu?urm- berettes: Hos en familie paa Kertell, nordlig paa Dagø, laa en gut i sengen og kunde ikke faa sove, men han laa og græd og hulkede. Hans fader blev da opmærksom paa et hul, som var boret i væggen, og da man troede, at han laa saa urolig, fordi det trak paa ham gjennem hullet, saa slog han en prop i det. Men da fandt han i guttens seng en liden vakker pige, som havde for- styrret ham i søvnen. Hun maatte nu blive i huset og arbeide med de andre bør-n; hun var ogsaa flittig og meget flink. Da gutten blev voksen, tog han hende til kone og fik to børn med hende. En dag var han i kirke med konen og lagde da mærke til, at hun lo under prækenen. Da hun ellers var meget alvorlig, saa var dette paafaldende, og han spurgte hende, hvorfor hun havde leet. Hun svarede: ““1Hvis du vil sige mig, hvorledes du har faaet fat paa mig, saa skal jeg ogsaa fortælle dig, hvad jeg har leet af.» Han lovede det, og saa fortalte hun: «Jeg saa djævelen staa ved væggen af kirken, og der skrev han op paa en stor hestehud navnene paa alle dem, som sov i kirken. Men da huden ikke blev stor nok til at rumme saa mange navne, saa søgte han at tøie huden og dunkede da flere gange hovedet mod væggen. Det lo jeg af.» «Nn vil jeg ogsaa fortælle dig,i hvor- ledes du er kommen i min magt,» sagde ma-nden, og saa beret- tede han, hvad hans fader ofte havde fortalt ham, og tog pluggen ud af l1ullet. Men snar som en vind fór hun da ud gjennem hullet og kom aldrig igjen. Denne fortælling er i om1øb ogsaa i Lifland. - Nær til denne estiske beretning slutter sig to fortællinger fra Østerrige Det er en «XVassermandel» (en slags nøk) eller en havfrue, som bliver fundet af folk og optaget i huset hos dem. Der vokser nøkken op. Engang han er med i kirken, brister han i latter, og da folk spørger, hvorfor han ler, fortæller I1an om det samme syn af djævelen og hans store hud; men kort efter forsvinder han for altid. Det er tydeligt, at det er et lignende overnaturligt væsen, som fra først af har optraadt i den danske version «Den leende jomfru», skjønt sagnet her er blevet helt nationaliseret, og den overnaturlige kvinde er opfattet som en ukjendt jomfru, om end af et vist mystisk præg og med en viden, som gaar ud over