Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/507

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


sAoN. 497 Sigar og fortalte, at en mand laa hos hans datter. Kongens folk trængte da ind i buret, og mange af dem faldt, men Hagbard blev tilsidst fanget og bundet og dømt til at hænges. Da Hag- bard kom til galgen, vilde han prøve Signes troskab og bad, at de først vilde hænge hans kappe op i galgen, og det gjorde de. Ei alene Signe, men ogsaa hendes piger vilde dele hans skjæbne, og da de fra jomfruburet saa kappen i galgen, mente de, at Hagbard nu var hængt. Hun satte da ild paa sit bur, og saa hængte hun sig, og hendes piger gik i døden paa samme maade. Da Hagbard saa ilden paa kongsgaarden, bad han dem løfte sig op i galgen, han vilde gjerne hænges, naar han fik saadant følge paa “dødsstien; intet kunde skille dem, naar døden ikke kunde. Endnu kjendes i Sigersted den haug, hvor Hagbard blev hængt, og stedet, hvor Signes bur laa. Sagnet viser kjærlighedens magt, dog med nogen overdri- velse, eftersom det, som det synes unødigen, ogsaa lader Signes piger tage livet af sig, skjønt han havde kaldt dem trælkvin- der og ikke vilde have dem til sengefæller. I den oprindelige viseform er Hagbardsagnet ikke bevaret i Norge fra gammel tid, men ikke blot enkelte dele af sagnet, navnlig forklædningsscenen, klinger igjen i andre norske folke- viser, men ud fra Hagbardsagnet er der ved en senere omdigt- ning skabt yngre norske ballader, som visen om Bendik og Aarolilja, der hører til de vakreste digte i den gamle visedigt- ning. Denne vise og dens søstervise om Kjølneskongen er om- talt i beskrivelsen af Finmarkens amt. Men i prosaform, i mundtlige -sagn, lever fortællingen om Hagbard og Signe den dag idag i Norge som i Danmark og Sverige I Hagbardvisen og i visen om Bendik og Aarolilja er der i enkelte træk stor overensstemmelse, tildels i enkelte vers. Saa- ledes heder det i den sidste vise i et vers: Tvý saa vorre dæn falske terna, ho ’va’ inkje langt derifraa: bo stol burt svære mæ hovde hass, aa mæ føtane brynje blaa. I den danske vise heder det: Der stoed deun forbandede therne lyde hun der-paa: hun stall bort hanus guode suerd oc saa hans brønie b1aa. Ogsaa i gamle stev lyder igjen laan fra Hagbardvisen: Der kom ein gut otor rust-o ut og han ha’ grisetryne; han stal burt min goan ljaa og saa mit vesle bryne. 32 - Nordlands amt 1I.