OVERNATURLIGE V“ESENER OG OVERTRO. 467 De gamle har sagt, at det maa man ikke, især ikke under reisen til og fra Lofoten samt under fisket der. Unggutten hører hjemme, -at han maa være forsigtig; men det hænder, at han glemmer formaningen; han bliver i den senere tid «lagt i kjæf- ten» med en sjøvot. Men de gamle tog sagen alvo“rligere. En baad, der skulde til Lofotfisket, seilede forbi gaarden Kvalnes i Sal- ten, og en gut, som første gang gjorde reisen med, saa, at Kvalnes- folket havde sluppet kreaturene tidlig ud til beitning; det var justi lysningen. At kreaturene blev sluppet ud saa tidlig, havde han aldrig seet før, og forundret sagde han: «Nei, sjaa Kval- neskjyrn, kor tili di e ut!» Mandskabet saa paa hverandre uden at sige et ord. At tage gutten med til Lofoten gik efter dette ikke an. De styrede baaden tillands, bragte gutten og hans tøi op og reiste videre. Det er ikke saa sjelden, at holmer og skjær bærer dyre- navne, som ikke maa nævnes. I seilleden udenfor Saltstrømmen er to skjær, som kaldes «Galtan», og ved fjordene munding en holme, «Svartoksen». Da Galtan ved flod sjø er overflydt, kan de blive farlige for den ukjendte. Naar den unge skulde under- vises i seiladsen i leden, kunde man ikke sige: «Der har vi Galtan.» Høvedsmanden sagde derfor gjerne til unggutten, naar Galtan passeredes: «Aa, send mig den kniv, som ligger der i æsingen.» Saa snart gutten havde grebet om knivskaftet, satte høvedsmanden i at «rine» som en gris. Stiltiende lægges kniven paa sin plads igjen, og nu vidste gutten, hvor Galtan ligger, thi han harfør hørt om maaden, hvorpaa man lærer dem at kjende Det samme gjentager sig, idet Svartoksen passeres, med den forskjel, at høvedsmanden da «bæljer» som en okse. Ørnen skal ikke nævnes med sit rette navn, naar man er paa fiske, men kaldes «jana». Gjeten og katten maa ikke nævnes i fiskerbaaden. Gjeten kaldes i fiskerbaaden «skind». Del er ogsaa uklogt at nævne tordenen ved dens rette navn; man kalder den «blya» og siger «blygang» istedenfor «tordengang» og «torslaatt». Dette er et tabunavn; det er farligt at nævne det rette navn, idet navnet kalder og udæsker det, man frygter. Strøm omtaler i «Søndmørs Beskrivelse», at det før var brugeligt blandt fiskerne der, at de paa sjøen eller under fisket aldrig nævnte nogen ting med sit rette navn, men gav baade mennesker og dyr opdigtede navne; disse var paa Strøms tid komne af brug eller brugtes kun for spøg. Saaledes kaldtes en præst «sidkofte», en ørn «væsa», en hest «firføtting, en ko «sid- hale», en gjet «hornskaare», et svin «roskate», o. s. v. Der er tre øer i Norge, som er kaldt Landegode, oprindelig Landit göða, det gode land. Foruden La11degode nær Bodø har navnet været brugt om Svinø, en liden ubeboet ø tilhavs i Sønd-
