Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/458

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


448 NORDLANDS AMT. blev henrettet, burde melde sagen for kongen og konsistoriet og saa vente paa afgjørelsen. Møinichen mistænkte et kvindfolk, som, naar hun drog den ene kværn bag stuedøren i forstuen, da hørtes røsten, men naar hun vistes hen til den anden kværn, som stod i indgangen i forstuen og en anden vistes hen at male paa den kværn, som stod i vraaen bag døren, hørtes ingen røst. Amtmanden havde befalet spøgelset at gjøre sig saa grum, som det kunde, og straks hørtes en lyd som af en hvinende væsel, brølende okse og murrende bjørn. Amtmanden sagde, at det skulde gjøre sig endnu grummere, men fik til svar: «Nu kan jeg ikke mere.» Det sagde, det vilde følge med amtmanden til sjørn. Amtmanden svarede, at han ikke havde dets tjeneste behov, og at han nok skulde skaffe dem hid, der k1mde føre det herfra. Da murrede det forbitret og skar ligesom med tænderne. Møinichen omtaler senere, at Nilles alder paa den tid, da fosteret skulde være ombragt, var langt over 18 aar. Om denne sag har Petter Dass skrevet i «Nordlands Trompet», hvorledes de advaredes mod at reise til Skaalvold for at høre paa utboren. Men de lik en anden Forklaring der-paa, Da Præsten paa Prædikestol kom at st-aa, Man kasted dem andet for Øre: Vi lod dem alvorlig med Trusel forstaa: Hvis nogen herefter arbeidede paa Sin’ Fødder did hen til at røre, Han skulde skatter-es ret lige ved den, Der kaster Vor Herre af Tankerne ben Og har med Afguder at gjøre; Hvad sker her? det dryed en Maaned in tre, Der Fanden fik ingen Tilhører at se, Han skjæmtes at prædike mere. Man hørde, det Rygte med Tiden forsvandt; Thi Fanden derefter ei Leilighed fandt; Saa skal man den Abe fixere. Røsten ophørte imidlertid ikke, før Nille var henrettet. Om det har været præsternes formaning, som bragte røsten til at forstumme, er vel tvivlsomt Først da hendes anklager eller anklagerske havde faaet sin vilje, taug det stille. Gjenfærd og dødninger. Foruden draugen og utboren er der i Nordland ogsaa almindelige dødninger og gjengangere. Julenatten holder de afdøde, som er komne i Guds rige, gudstjeneste i kirken (Saltdalen). En drukken fin var en søndag kommen ind i Øksnes kirke. Paa et lidet galleri i kirkens vestlige fløi, hvor finnerne altid holdt ti1, sovnede han ind og sov til langt ud paa natten. Da han vaagnede, var kirken oplyst og fuld af mennesker; en afdød