oV1:-:HNATUB1.1GE V1ESENER os OVERTRO. 449 præst, som finnen havde kjendt, stod for alteret i præstedragt. En utydelig mumlen hørtes fra de mange hvidklædte dødninger, der havde samlet sig her om præsten. Finnen turde ikke gaa ud af kirken, men han havde hørt, at kirkeklokkens klang altid forjager dødninger. Han klatrede op af trappen fra galleriet til kirkens loft og saa op i taarnet og satte sig paaskrævs over klokken; der sad han hele natten uantastet af dødningeme. Disse rørte ved klokkestrengen, da de gik ud af kirken og sagde til ham: «Sad du ikke paa det hellige dingeldangel, saa skulde vi have byttet en tønde havre med dig.» Forestillingen om, at dødningerne holder gudstjeneste paa hellige nætter, er udbredt. I I1yresdal var det etpar jenter, som vilde deltage i de val- fartendes bedetjeneste jonsoknatten. Allerede et stykke borte saa de, det lyste i kirken; af frygt for at komme for sent skyndte de sig frem og ilede hurtig opefter kirkegulvet. Men de mange blege ansigter gjorde dem bange, og deres angst steg, da hele menigheden ved synet af dem strømmede mod døren. Af dem, som var i kirken, kjendte de ikke andre end sin afdøde bedste- moder, som standsede og sagde til dem: «Kvat vi’ di her, drosinne mine? skonde dikkon ut atte, ’elle drepe dei dikkon!» Jenterne slap uden skade hjem, men dødningerne fulgte dem lige til porten, og siden var der ikke mange, som turde gaa til Hegg- landskirken om natten. I Asbjørnsens eventyr fortælles om en enke, som vaagnede julenatten og saa det lyse gjennem alle kirkevinduerne. Hun gik da i kirken i den tro, at hun gik til fropræken. I kirken var der ingen, hun kjendte, men mange, hun syntes, hun skulde have seet før. Præsten var en høi, bleg mand, og der var ganske stille i kirken, uden hosting og harking. En kone, som sad ved siden af hende, hviskede: «Kast kaaben løs om dig og gaa; bier du, til det er forbi, gjør de ende paa dig.» Enken saa da, at det var nabokouen, som var død for mange aar siden, som talte til hende. Hun kastede kaaben løst om sig, og paa kirketrappen kjendte hun, at de tog i kaaben. Hun slap taget og lod dem beholde kaaben, som om morgenen laa paa trappen, revet i mange stykker. Ogsaa finnerne har beretninger om dauinger, som holder gudstjeneste. I Qvigstad og Sandbergs finske eventyr og folkesagn berettes om en maud,som saa, der brændte lys i kirken ved midnatstid og gik ind i kirken. Præsten stod da paa prækestolen ifærd med at præke. Kir- ken var fuld af folk; nogle var hovedløse, andre enarmede og enøiede. Han satte sig i den nederste stol,og der saa han sin gudmor, som var død for længe siden. Hun sagde til ham: «Det gaar dig ikke vel, 29 - Nordlands amt II.
