442 NORDLANDS Amt I Salten er en liden dal, som heder Jordbrudalen, og der er troldskab og spøgeri. Folk bliver ofte skræmte. To mænd havde været over fjeldet i nabobygden og gik paa hjem- veien gjennem Jordbrudalen paa ski. Øverst i dalen løb de paa hver sin side af en haug midt i dalen. Nede paa lande- veien ventede den ene paa kameraten, men denne kom aldrig, og han maatte tilsidst gaa hjem. Hjemme fortalte han, at kameraten var kommen bort i Jordbrudalen, og folk drog da afsted i flok for at lede. Men det hjalp ikke, da ikke engang skisporene var at finde. 0msider gik de hjem til hans hus for at snakke om, hvad de skulde gjøre, og da laa den bort- komne mand paa en bænk i stuen. Hvor han havde været, vilde han ikke sige; har en været hos huldrefolk, skal en ikke fortælle om det. Men alle skjønte, at han havde været hos de underjordiske i Jordbrudalen; men de sendte ham hjem, fordi de ikke likte støien af de mange, som gik og ledte. Manden havde ikke ondt af sit besøg hos de underjordiske, og han negtede ikke, at han havde været haugtagen. Paa en gaard i Skjerstad kom hesten bort. Folkene paa gaarden ledte; men hesten var og blev borte. Men en dag, konen paa gaarden skulde hente noget borti en liden sva-l, stod hesten der inde i svalen; der var saa liden dør, at svalen maatte rives ned, før man fik hesten ud. Der havde ofte været folk inde i svalen, medens hesten var borte, men de havde ikke seet den. Det var huldren, som havde laantaget hesten og saa puttet den ind i den trange sval. Fosferdaf æren . En kone havde en fosterdatter, som skulde ud at stelle kreaturene, men hun blev borte. Da der var gaaet aar og dag, kom en ung mand ind i stuen til konen og bad hende følge med til hans syge kone, som skulde føde. «Du vil træffe kjendt- folk,» sagde han. Konen fulgte med til en haug paa jordet-. Haugen aabnede sig, og de kom ind i en stue; i kammeret ved siden af stuen traf konen sin bortkomne fosterdatter, som var gift med den underjordiske. Da konen havde hjulpet og stellet med den nyfødte, sagde fosterdatteren: «Min mand fører dig nu hjem og giver dig et par høvlspaaner; læg dem i asken paa ild- Stedet og se efter, om du finder noget, naar du imorgen gjør ild paa.» Det gik slig, at da konen om morgenen gjorde ild paa, fandt hun i asken to guldstykker. Hun blev flere gange hentet til hjælp til fosterdatteren, og fik hver gang høvlspaaner, som morgenen efter var forvanlede til guld. Fosterdatterens børn fik hun ikke se; hun hørte dem kun lege i et sideværelse.
