4 14 NORDI.‘ANDS AMT. spirer, men paa skogen sætter finnernes færd sit stempel; den er en medvirkende aarsag til, at skoggrændsen forrykkes, til at li og fjeld snaues og lægges øde. Det farlige ved finnernes færd ligger deri, at det netop er i de øverste lier, i skogbaandet, at de mishandler birken ved uvorren hugst ikke blot til brænde og teltstænger, men til samlingsgjærder og til spærringsgjærder for renen, gjærder, hvoraf enkelte strækker sig milevidt fra elv til elv. Vistnok har vi en værnskoglov, men- denne har ingen be- tydning for svenske flytfinner. Vistnok tilholder loven af 2den juni 1883 dem af skog at benytte tørt og vindfald, men ingen kan kontrollere finnernes færd. Det er ikke blot finnen selv, men ogsaa hans renhjord, der anretter skade i skog. Smaabirken tørrer, da renen afrisper toppene. Dette er dog for intet at regne mod den skade, der anrettes, naar renen kommer i furuskog. Her er hornfeiningen mod de spæde stammer ødelæggende, saa naar en renhjord har faret gjennem furuskogen, er g;jenvæksten dræbt. . Vistnok har ikke svenske flytfinners ren noget at gjørei norsk furuskog, men de kommer der dog. Paa befaring i Divi- dalen, den skogrigeste af alle Maalselvens dale, hvor Statens furu- skog strækker sig langs elven 4 a 5 mil op fra øverste beboer, fandt skogforvalter Hagemann overalt mærker efter renen, som havde ødelagt smaafuru for tusender af kroner. Løs ren gik der i den tykke furuskog i august maaned uden al bevogtning. I de sidste aar havde svenske flytfinner begyndt en anden, ligesaa ødelæggende trafik for skogene. De førte gjeter med sig om sommeren og brugte dem som melkedyr, idet de mere og mere har ophørt at melke renen, der heller ikke altid holdes un- der det opsyn som tidligere. Til gjetehold i Norge har svenske finner ingen hjemmel. Skoggrændsen drages fremdeles nedad. Der plantes og saaes for at faa op nye skoge, og samtidig foregaar stadig denne skog- ødelæggelse af et fremmed riges undersaatter. De svenske I-lytfinners vandring med ren inden Tromsø amt er til lidet gavn for den fastboende befolkning. Størst føles ulemperne der, hvor bebyggelsen er tættest, hvor jordbruget staar høiest. Det gaar ikke an, at landstrækninger henligger udyrkede af hensyn til flytfinners vandring, at skoge ødelægges af deres ren, ytrer Hagemamr. Gagen er den, at alle bedrifter og deres kaar veksler med ti(lerne. Store industrielle foretagender maa lægges om, naar de ikke gaar længere Det gjælder ikke alene det enkelte industri- elle anlæg eller det enkelte berg-værk; i vor tid har vi seet en
