410 NORDLANDS AMT. plog, Malå og Sorsele tilhørte i 1895 995O, det vil sige lidt over halvdelen, fastboende. «0ftest, beretter Falkman i l85O, betragtes finnerne med haan, og mangen gang er han udsat for en haard behandling af ny- byggerne, hvorhos hans gamle beitesmarker mere og mere ind- skrænkes, saa at der nok er grunde for den formodning, at den tid ikke er langt borte, da finnerne maa holde op at nomadisere, og samtidig gaa en sikker undergang imøde, særlig da de, som man ved af flere eksempler, i almindelighed ikke er til ængelige for nogen anden kultur end den enkle, som trives paa fjeldet, der hvor renavlen er den udelukkende næringsvei. Dette er en haard skjæbne, saa meget mere urimelig, som det er finnerne og deres ren, som har befordret nybyggervæsenet, uden hvilke disse ikke skulde være, hvad de er.» «Eftersom skattefinnernes antal formindskedes, aftog, ytrer Linder, ogsaa antallet af finner, skjønt ikke helt i samme forhold. Medens dette folk endnu, uden indgreb af nybyggerne, uhindret fik drive sin hovednæringsvei og frit kunde benytte skogen, ud- gjorde finnerne det største antal, og velstanden var da mere al minde1ig. » Finnerne er store skogødelæggere, ikke alene de saakaldte skogfinner, men ogsaa fjeldfinnerne trænger megen skog; de ved- ligeholder en uafbrudt stokild i det luftige telt iden kolde vinter, og naar sneen ligger høit, hugger de træerne ovenfor roden, saa stubberne staar igjen. I de to svenske len, som her om- tales, er der ikke mindre end 5 til 6 millioner ha. skog, og selv om de værdsættes saa lavt som 2 kr. pr. maal eller 20 kr. pr. ha., saa skulde værdien komme op over 10O millioner kr. At man i Sverige vil værne om denne skog, er rimeligt nok. lViklund omtaler i sit arbeide «Från skoglapparnes land», hvorledes skogfinnernes renavl gaar tilbage, og opkaster det spørgs- maal, hvad der er grunden hertil. «Grundaarsagerne er de, at skogfinnernes land er alt for godt til at anvendes kun til renavl, og at agerbrug og fædrift ikke kan taale renavl ved siden af sig paa samme land om som- meren. I en egn, hvor hundrede skogfinner kan berge sig, der kan vistnok hundrede gange saa mange bønder faa sit udkomme, naar engang al dyrkbar jord bliver taget i brug, og jo mere jord der opdyrkes, og jo flere myrer der tørlægges, desto mindre plads faar renen, thi ikke engang renen kan leve kun i den tørre skog-. Og jo mindre plads renen faar, desto værre skade gjør den paa bøndernes avl, om vagtholdet er aldrig saa strengt og renens dressur aldrig saa god.» «Den eneste udvei, skriver Wiklund, til at blive kvit det i disse egne meget brændende spørgsmaal om Skogrenen, bliver til-
