BEFOI.KN1NG. 333 Hysen likte han ikke saa godt, thi om denne siger han: Men hvad du fortærer, saa est du dog tør; Der t-arves dit Kjød et umaadeligt Smør, Saafremt det skal hellers behage. Frisk kan man dig æde, men aldrig er hørt, At tørn-ede Hyser til Marked er ført, Du saltes og aldrig med Lage. I den tid tørredes efter dette ikke hysen; nu tørres den rund og gaar i handelen “under navn af hysetitling, medens der- imod hyserotskjær kun er gjenstand for liden tilvirkning. Langen sættes høit, og der tilberedes endnu af denne i Nord- land en ret, som kaldes longstuv, og som ansees for en delika- tesse. Det heder om langen: Sligt Dyr er vel værd til at fange; Dig sankes i Ryggen det levre(le Blod, Som. naar det er koget1, det smager vel god, Det kaldes Longstuven hin lange-. Blodet, hvoraf longstuven koges, tages af et bestemt stykke af flskens ryg. Der er nogle fiske, som dengang tilgodegjordes, og som nu kun i ringe grad udnyttes; dertil hører skater eller rokker, der solgtes til svensker. De kom ned i Ranen, og Dass kalder dem Bark-karlerne, vel Birk-karler, og de Tilhandled Sig tøi-rede Rokker og Sei Mod Varer som Landet utjenlig’ var ej, Som Smi(lefang, Økser og Filer. Haakjærringens kjed tørredes og tilvirkedes vistnok som rake- fisk, som islændingerne endnu gjør. Man skjær hendes Kjed udi Ræklinge-Rad, Dog bliver det ingen velsmagende Mad, Førend den kan aarsgammel vorde. Kjød af sæl var yndet, især af den unge sæl, amøringen, vel egentlig afmødringen, den sæl, som ikke længer følger sin moder. Det heder: Man krænged ham Huden, slog Spækket i Salt, Og Kjodet opaad de med Stuv og med alt, Man saa dennem engang ej svede. Men Spækket blev solgt til Øværingen bort, Som gave for Pun(let upluten en Ort, Der handledes rede mod rede. De ladde strax atter og ramte ret just An1oringens Skolt med en tindrende Pust, Jeg mener hin aar:§ga1nmel Unge.
