Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/262

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


252 NORDLANDS AMT. hundrede 5 jægter i nogle faa aartier. Saadant hørte naturlig- vis til sjeldenhederne; men ældre folk i Nordland kan endnu erindre, hvorledes store værdier gik tabt for l1erredet, naar jægten forliste. Jægtebruget vedblev at drives saavel i det 16de som i det følgende aarhundrede af præsteme i de største sognekald, af jordeiere, mere velstaaende bønder, og ifølge et sagn skal ogsaa lagmanden i Nordland og Finmarken, der boede paa Steigen i Nordlands amt, have drevet jægtebrug. Dette er noksaa sand- synligt, da en hel del af lagstolens indtægter bestod i fisk. Endel af de i Nordland produeerede fiskevarer indkjøbtes paa Stedet af trondhjemmere og bergensere, som om sommeren søgte nord til fiskeværene for fiskehandelens skyld; allerede i det 16de aarhundrede var denne handel igang og fortsattes i de følgende aarhundreder. Men hovedmassen af fiskevarerne førte nordlændingerne selv i sine jægter til Bergen og byttede dem der mod varer, som trængtes hjemme i bygden, og i sommer- tiden var mange af distriktets unge mænd paa reiser til Bergen. - Faste regler for jægtebruget i Nordland sattes ved «Artikler om jægtebrug i Nordlandene» af l739. Ved disse bestemmelser blev det forbudt offentlige betjente samt geistlige embedsmænd at drive jægtebrug, og dermed er ogsaa nordlandspræsternes skippersaga ude. Nævnte «artikler» fastsætter saavel jægteeierens som befragterens pligter og rettigheder og fastsætter bøder for overtrædelser af de givne beStemmelser. Retten til at drive jægtebrug kaldtes «bygdefarret», og jægten «bygdefarjægt». Af saadanne var der en eller flere i hvert herred, og «distriktets almue skulde gjøre forening med en skipper om at holde bygde- far for dem». Dette skulde «ske inden retten, hvor fogden og sorenskriveren skulde eksaminere, om saadan forening kunde være nogen anden skipper til fornærmelse». Overenskomsten skulde «ubrødelig holdes*), og hvis en befragter uden sin skip- pers minde sendte sine varer med en anden jægt, skulde han ikke alene betale sin skipper fuld fragt, «me11 endog for saadan hans modvillighed betale til justitskassen l rdlr., hver gang saa- dant sker». Og den skipper, som indtog befragtere fra en skipper, som havde bygdefarret, uden samme skippers samtykke, skulde «betale til justitskassen 4 rdlr. for hver befragter, han saaledes modtager». Bygdefarretten skulde gives paa livstid og gaa i arv, hvis arvinger-ne ønskede det; hvis ikke, skulde den, som overtog den afdøde skippers gaard, være nærmest til at overtage retten. Fartøiet skulde holdes i forsvarlig stand, og hvis det forulykkede, skulde eieren sørge for at faa leie et andet fartøi og beholde