I-1ANDEL 0G S1(1BSFART. 249 dels skares med haandsag, dels huggedes af hele stokke; da far- tøierne byggedes op uden spanter, og da bordene var tykke, kunde disse ikke bøies efter den form, fartøiet skal have under vand, og følgelig dannedes de med øksen. Efter at “fartøiet var helt opbygget, lagdes bundstokke, baand og tømmer i det. Da jægteme byggedes paa fri haand, uden spanter eller rids, saa ud- fordredes der godt øiemaal, forat de ikke skulde blive skjæve. J ægterne førte den meste fiskelast over rælingen, derfor lagdes, som berørt, istedenfor dæk løse flager af bord over 1asten, og paa siderne reistes ligeledes skot, for at sjøen ikke skulde bryde ind. Tidligere brugtes løse sideskot, og en sjø kunde da let brække støtterne, der holdt dem, hvad der let voldte forlis. Senere gav man jægterne en fast kraveltømret bordgang i rum- met mellem bak og skandse og af lige høide med disse, og derved kunde jægterne bedre holde sjøen, uden at lasterummet indskrænkedes. æ J§gterne havde k]ll‘l+g(Ë9 mast og et eneste raaseil. Masten var stor oglbelagti med 4, 5-è6 vanter, foruden barduner. Seilet bestod af det saakaldte forseil eller faste seil og 4-5 bonnetter, der lidsedes til seilet; eftersom vinden var stærk, sloges de fra, istedetfor at reve seilet. Et seil til en almindelig stor jægt var ll-12 m. bredt, 15-16 m. dybt; det var tungt i en simpel talje at heise et saa stort seil i stærk vind. Naar seilet skulde beises, maatte derfor hele mandskabet, 12, 14-16 mand i arbeide. Seilet minkedes ved at tage ind et eller flere bonnetter, «rive» dem; i storm toges undertiden hele seilet ind, og det hed at «1ense med tørtaklan». Til seilets øverste kant var der indtil omkring 186O paa nogle jægter i hvert hjørne fæstet et firkantet stykke sort tøi, Craanokkan», det var af grov haardug og vel undertiden af vadmel. Sagnet vidste at fortælle, at det først blev brugt som sørgetegn over Nordlands berømte skald, alstahaugpræsten Petter Dass. Sandsyn- ligere er det dog, at det blev brugt af hensigtsmæssighedshensyn, da stoffet, hvoraf «raanokkan» var gjort, bedre taalte fugtighed end seildugen og som følge deraf ikke saa let ødelagdes; og ude ved raaens ender trængtes det just mest, at seilet var stærkt Af og til brugtes ogsaa et topseil. Rorknappen havde form af en udskaaret mandsfigur, «rormanden», der dog i de sidste aar var gaaet af brug. Isenere tid fik nogle jægter en liden fok for at hjælpe jægten i vendinger, og naar der skulde gaaes seil. Jægterne seilede hurtig for vinden og med halv vind, men ved krydsning kunde de ikke stagvende uden i stille vand, og selv da ikke altid. De duede ikke til krydsning i krapt farvand. I jægterne lagdes den tungeste last, tran og rogn, i bunden, Og fisken stuvedes ovenpaa. Af skroget kom kun lidt tilsyne.
