Med paagaaenhed har denne art omførselshandel været drevet under Lofotfisket og under de store sildefiskerier i Eidsfjorden og i Salten. Naar skreien i tættere tyngde søgte op paa fiskehavet for et vær, og baadene laa godt lastet under opseilingen til fiskeværet, saa fulgte stimen af urhandlere efter i farvandet og trængte sig frem overalt, hvor de anede, at der blandt menigmand vankede mynt og god fortjeneste.
Finnehandel og svenskehandel. Fjeldfinnernes vandringer gav anledning til handel paa aarlige markeder paa steder, hvor det var let for fjeldfinnen at søge ned, som regel i bunden af de større fjorde.
Her mødte da kystfolket op med sine varer. Disse markeder var sjelden lovfæstede, men vareomsætningen var nyttig eller næsten nødvendig for begge parter.
Efter Petter Dass holdtes finnemarked ved St. Hans, og han beretter, at de førte varerne i kløv paa rensdyrene; han siger om finnerne:
{{{1}}}
Schnitler omtaler i sin beskrivelse over Nordlands amt, at «tvende Finnemarkeder holdes østfor Vefsen og Ranens Fjorde), uden at angive tiden.
I Epitome Historiae Miss. Lapponicae heder det omkring 1720, at i Saltdalen holdtes aarlig ved allehelgens tider (d. e. i november) Rognens marked mellem de norske og svenske finner samt bygdefolket i Saltdalen; til dette marked kom i fredstider ogsaa kjøbmænd fra Arjeploug ned for at handle.
Sommerfelt nævner omkring 1820 i sin beskrivelse af Saltdalen intet om finnemarkedet paa Rognan. Det var vistnok ophørt, og nu har man ingen erindring længere om dette marked. Nu søger derimod nordmænd over til svenske finnemarkeder i Arjeploug.
De varer, som finnerne bragte, regner Petter Dass op:
{{{1}}}
