Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/141

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


FISKERIER. 13l tønder drægtige; disse baade kommer næsten altid fra Hardan- ger; de har almindelig agterspeil med trærul for noten at løbe over, naar den sættes; desuden er der l spilbaad paa ca. 15 tønder, som ogsaa er en hardangerbaad, men spidsstævnet; den er for- synet med indhivningsspil; saa er der 2 1etbaade, almindelige hardangerfæringer. 4 noter hører der til: 1 stornot 160-170 favne lang og 20 favne dyb, 1 mellemnot 12O favne lang og lå favne dyb, l laasenot 7O-80 favne lang og 1O-12 favne dyb, 1 orekastnot 25 favne lang og 5 favne dyb; desuden hører der til en hel del andre redskaber, indhivningstaug, ca. 3O0 favne (notarm), hover for optagning af fangsten, ankertaug og kagger for forankring af noten, «skimler» for at holde silden fra at gaa ud til siderne, naar noten trækkes tillands efter taugene (not- armene), vandkikkert for at kunne se bedre ned paa bunden, naar noten sætter sig fast o. s. v. De fleste nordlandske notbrug eies vistnok af handelsmænd, større gaardbrugere og kjøbmænd i byerne. Mandskabet til et fuldt, enkelt brug bestaar af 16-18 mand, ved et dobbelt af indtil 36. Mindre brug kan have ned til 10 mand. Driften ledes af en notbas, under ham staar ved de dobbelte brug en underbas. Basen er den øverste høvding, som byder, og som under arbeidet maa lystres unden knur. Han bestemmer, hvor der skal reises og naar, videre Stedet og tiden, naar der skal kastes, han har myndighed til at sælge fangsten o. s. v. En notbas maa have erfaring og snarraadighed. Han skal kommandere sine egne folk, konkurrenter skal advares, formanes og velsignes og, om det er nødvendigt, sluttes akkord med om fællesskab i fangsten. Først gjælder det at finde silden; mange ror forgjæves uger og maaneder, speidende efter sild. Post og telegraf og damp- skibe, som slæber, har i den sidste menneskealder gjort søgnin- gen og roingen lettere. At der er sild, mærkes eller som det heder Cfornemmes» paa forskjellig vis, først ved «syner». Til sildesyner regnes hval, fugl eller silden selv, naar den spiller i overfiaden. Silden har talrige fiender. Hvalerne forfølger den i mængde- vis og staar i flok og følge udenfor. Saa forfølges silden af sei Og torsk, der fortærer alt, hvad de kan overkomme, og af blæk- 8pruten, som griber med sine slimede fangarme. Silden forraades ofte ved det saakaldte «opfar». Er hav- fiaden blank, kan man faa øie paa dette op“far, som synes at bestaa af en mængde smaa luftblærer, som stiger op. Hvor sil- den i millionvis staar tæt sammen paa en sild“vaag, stiger op til havfladen utallige smaa blærer, som indeholder den forbrugte